Om præcis 50 dage – fredag den 6. november – droppes pucken for første gang til IIHF Kvinde-VM 2026, når verdens bedste kvindelandshold i ishockey mødes i Herning og Esbjerg.

I 11 dage bliver de to jyske byer centrum for verdens bedste kvindeishockey, når 10 nationer kæmper om VM-guldet foran massevis af fans og et internationalt tv-publikum.

”Om 50 dage åbner vi dørene til noget helt særligt, nemlig et Kvinde-VM i topdivisionen med verdens bedste spillere på isen. Vi har arbejdet mod den her dag i lang tid, og nu kan vi for alvor mærke, at det rykker nærmere. Herning og Esbjerg går nogle uforglemmelige dage i møde med ishockey i verdensklasse, og jeg glæder mig helt vildt til at få turneringen i gang,” siger Frank Hyldgaard, der er turneringsdirektør for Kvinde-VM 2026.

Danmark er efterhånden blevet en solid og stærk vært for ishockeymesterskaber. I 2022 var Danmark også vært for et Kvinde-VM i Herning og Frederikshavn, mens turneringen på herresiden var forbi dansk is i både 2018 (Herning og København) og 2025 (Herning).

“Når internationale forbund vender tilbage til Danmark, er det et tegn på, at Danmark har skabt et solidt fundament og stærke bånd for at afvikle internationale sportsevents i tæt samarbejde med eventpartnere,” siger Lars Lundov, direktør for Sport Event Denmark, der er en del af den stærke partnerkreds bag VM-turneringen.

I Herning skal de danske ishockeykvinder på is med fire gruppekampe, og her glæder de sig til mange stærke oplevelser – og til at videreføre Hernings stærke ishockeytradition.

”Vi glæder os til endnu engang at skabe de bedste rammer for VM i ishockey, både på isen og uden for isen. VM bliver en fantastisk mulighed for at komme helt tæt på verdens bedste spillere, dele passionen for ishockey og mærke det særlige fællesskab, der opstår, når tusindvis af mennesker samles om store oplevelser. VM er meget mere end sport. Det er en folkefest, som bringer borgere, frivillige, tilrejsende fans og spillere sammen, og det er vi i Herning stolte over at være en del af,” siger borgmester Dorte West.

Regerende olympiske mestre til Esbjerg
Blot ni måneder efter, at det amerikanske landshold vandt OL-guld foran Canada ved Vinter-OL i Milano-Cortina, er USA klar til at gå efter en VM-triumf på dansk is. Esbjerg er vært for gruppen med USA, Tjekkiet, Schweiz, Tyskland og Østrig, så der venter stærke ishockeyoplevelser i det vestjyske.

”Det betyder rigtig meget for Esbjerg, at vi er medvært for et verdensmesterskab i den her størrelse. Det viser, at vi har faciliteterne, erfaringen og de stærke lokale kræfter, der skal til for at løfte store internationale sportsevents. Samtidig får vi en enestående mulighed for at vise Esbjerg frem for gæster og tv-seere fra hele verden,” siger borgmester Jesper Frost Rasmussen og fortsætter:

”Vi kan byde de regerende olympiske mestre fra USA og nogle af verdens bedste ishockeyspillere velkommen, og mesterskabet vil kunne mærkes langt ud over isen, når spillere, trænere, stab, familier og fans fylder byen med liv og international stemning. Vi glæder os til nogle intense dage både på og udenfor isen, hvor publikum får mulighed for at opleve kvindeishockey på allerhøjeste niveau helt tæt på,” siger han videre.

Det danske kvindelandshold spiller alle sine fire gruppekampe hjemme i Herning – første kamp er mod Finland på åbningsdagen den 6. november, efterfulgt af kampe mod Japan, Canada og Sverige.

Turneringen kommer med ekstra vægt i år. For første gang er VM flyttet til november, netop for at give spillerne fra den nordamerikanske professionelle liga, PWHL, mulighed for at stille op, uden at det kolliderer med deres klubsæson. Resultatet er et felt spækket med verdens absolut bedste spillere.

Fra gruppespil til finale
Efter det indledende gruppespil (6.–11. november) venter nedrykningskamp og kvartfinaler den 13. november. Semifinalerne spilles den 15. november, og turneringen kulminerer den 16. november, når både bronze- og guldkampen afvikles i Herning.

Billetterne sælges kamp for kamp med faste, nummererede pladser og koster 95 kroner for voksne og 45 kroner for børn. Billetter kan købes via Ticketmaster.

Fakta om Kvinde-VM 2026

  • Hvad: IIHF Ice Hockey Women’s World Championship 2026 (topdivision)
  • Hvornår: 6.–16. november 2026
  • Hvor: Herning og Esbjerg
  • Deltagende nationer: Danmark, Canada, Finland, Sverige, Japan (gruppe i Herning) og USA, Tjekkiet, Schweiz, Tyskland, Østrig (gruppe i Esbjerg)
  • Format: Gruppespil 6.–11. november, nedrykningskamp og kvartfinaler 13. november, semifinaler 15. november, bronze- og guldkamp 16. november i Herning
  • Billetter: Fra 45 kroner (børn) / 95 kroner (voksne) pr. kamp, faste nummererede pladser, via Ticketmaster
  • Arrangører: Danmarks Ishockey Union (DIU) i samarbejde med Herning Kommune, Esbjerg Kommune, Sport Event Denmark og IIHF