TSNs kommentator (se klippet her) sætter meget godt ord på oplevelsen i Air Canada Center i går aftes, hvor kampen mod Schweiz ender i OT og GWS – men denne gang med en dansk ekstrapind efter stærk indsats af George Sørensen i det danske mål mens Ehlers og Björkstrand passerede den schweiziske målmand på straffeslagene.
Inden da var der spillet 65 minutters nervepirrende ishockey i en helt fantastisk kulisse. 13.000+ entusiastiske hockeyfans med primært dansk support var tydeligt hørbare under kampen og ikke mindst i straffeslagene og de var vidne til en skidt dansk start, hvor Schweiz får overtaget efter en rimeligt lige start og kommer foran 2 – 0 uden at vi egentligt har haft deciderede målchancer. Det ligner ikke en dansk kvartfinalemulighed på dette tidspunkt, men de danske spillere er alle klar over, at det som minimum kræver ét point i denne kamp for at fastholde drømmen om en kvartfinale.
Det virker til, at der kollektivt skiftes gear efter 2 – 0 scoringen og Björkstrand/Ehlers kombinerer sig fint rundt om 4 schweizere i slottet foran målet og en afslutning på mål halvklares inden pucken går i nettet til dansk reducering ved Björkstrand, som – inden dagens kampe – fører topscorerlisten for dette års U20 VM med 4 mål (5 point).
Et dansk powerplay, som vel sjældent er set bedre på et dansk landshold, lyner kort inde i 2. periode, da Krogsgaard hamrer pucken ind i målet fra toppen af powerplayet. Generelt ligger danskerne helt i top på special play listerne ved årets turnering med en 2. plads på powerplay-listen og en 5. plads på penalty kills, mens vores målmænd ligeledes holder en fin 5. plads i turneringen inden de sidste kampe i de indledende grupper.
Desværre kunne udligningen kun holde i 24 sekunder inden en ret tilfældig puck fra bag den danske baglinie rammer George og går ind i det danske mål, men endnu en gang viser de her danske ungløver et fantastisk fighterinstinkt, da de endnu en gang indhenter en modstander og udligner til 3 – 3.
Danmark er på vej i OT for 3 gang i 4 kampe ved dette års VM og med ét point sikret lever kvartfinaledrømmen endnu. Chancen blev endnu større efter de fantastiske straffeslag og på TSNs flotte montage er det for alvor tydeligt at se de danske spillere og lederes eufori efter den vanvittigt flotte præstation.
Nedrykningsspillet er dog stadigt en teoretisk mulighed, men hvis dette skulle hænde et hold med 4 point efter 4 kampe, så tager vi ganske givet titlen som det mest uheldige hold i historien. Omvendt, så kræver det, at både Tjekkiet og Schweiz tager point fra deres modstandere (Sverige og Rusland) i dag for at drømmene ikke bliver til virkelighed. Lad os krydse fingre, for sjældent har to kampe uden dansk deltagelse været så spændende!