Klokken 20:30 i aften smides pucken til Danmarks første kamp mod Sydkorea ved Metal Challenge. Det danske landshold ser stærkt ud på papiret. Her en kort præsentation af de danske tropper.
Puckdrop klokken 20:30!
Det danske landshold præsenterer sig i en flot forfatning, når det går løs ved METAL CHALLENGE. På mål står Patrick Galbraith, der er kommet til Danmark efter et par storkampe for sin tyske klub Krefeld. Han suppleres af Frederikshavns keeper, George Sørensen, der har fået masser af tiltro i Nordjylland gennem hele sæsonen.
Defensiven ser bundsolid ud. Den nykårede Champions Hockey League-vinder Oliver Lauridsen var Frölundas bedste mand i CHL-finalen tidligere på ugen, og han får selskab af sin bror, Markus Lauridsen, der lige nu topper Allsvenskan med AIK Stockholm.
Stefan Lassen kommer med masser af spilletid i den bedste finske liga, og det samme gælder for KHL-aktuelle Jesper B. Jensen og Emil Kristensen (IK Oskarshamn). Dertil kommer topbackerne fra den danske liga, Mads Bødker og Daniel Nielsen, henholdsvis SønderjyskE og Herning.
I angrebet præsenterer træner Janne Karlsson en Frederik Storm, der har været blandt Malmös bedste i SHL i indeværende sæson, og en Patrick Bjorkstrand, der kommer brandvarm fra KHL-spil i Zagreb. Mads Christensen har haft en god sæson i München, og Morten Madsen er ved at skyde sig varm til de afgørende kampe om at komme i slutspillet i DEL.
Morten Green har vist stigende form i Rungsted henover sæsonen, og Steffen Frank har arbejdet hårdt, siden han landede i Herning. Poulsen-brødrenes arbejdsindsats kender vi alt til, mens det er goddag til en ny mand i form af Esbjergs Søren Nielsen, der får sin debut efter et flot U20-VM.
Frederikshavns Mathias Bau fik sit gennembrud ved VM i fjor, mens Thomas Spellings tekniske kvaliteter og kanonskud er velkendt. Og så er Peter Regin altså klar til et landsholdscomeback og spiller i rødt og hvidt for første gang siden VM i Tyskland i 2010.
En herlig trup, der viser forhåbentlig mange tilskuere god ishockey i Rødovre i weekenden. Det kan næsten ikke blive anderledes!