Danmarks Ishockey Union (DIU) har indgået en etårig aftale med teknologivirksomheden Concordium, som fra maj 2026 bliver officiel AI-partner for det danske ishockeyherrelandshold.

Aftalen skal være med til at styrke oplevelsen omkring det danske landshold og skabe nye muligheder for fans gennem digitale løsninger, særlige fanfordele og tættere adgang til aktiviteter omkring holdet.

Partnerskabet betyder, at Concordium vil være synlig som sponsor på spillernes hjelme og trøjer under det kommende VM i Schweiz.

Concordium er en dansk stiftet teknologivirksomhed, der udvikler infrastruktur til en verden, hvor både mennesker og AI-systemer skal kunne bevise, hvem de er. Virksomhedens platform gør det muligt at verificere identitet sikkert og privat uden at dele personlige data, så fans, organisationer og digitale services kan interagere tillidsfuldt som en integreret del af oplevelsen.

Concordium samarbejder med virksomheder og organisationer på tværs af brancher for at bringe teknologien i anvendelse i hverdagen og forberede en fremtid, hvor AI i stigende grad handler på vegne af mennesker og derfor skal kunne bruges med tillid.

For Michael Dupont, der er administrerende direktør i Danmarks Ishockey Union, er det afgørende, at aftalen indeholder konkrete projekter, som skal gøre det federe at være fan af landsholdet.

“Vi ønsker partnerskaber, der skaber reel værdi for vores fans og for dansk ishockey. Samarbejdet med Concordium handler om at udvikle nye muligheder og stærkere oplevelser omkring landsholdet, for det fortjener vores mange passionerede fans. Samtidig ser vi et stort potentiale i at bruge ny teknologi til at komme endnu tættere på vores fans og gøre oplevelsen omkring landsholdet endnu bedre,” siger Michael Dupont.

For Concordium er aftalen med dansk ishockey særlig interessant på grund af sportens popularitet og naturlige samlingspunkt.

“Dansk ishockey har stærke fællesskaber og engagerede fans. Vi glæder os til sammen med DIU at skabe løsninger, der giver fans mere værdi og tættere adgang til oplevelserne,” siger Varun Kabra, Chief Growth Officer i Concordium.

Som del af aftalen vil DIU og Concordium arbejde med nye digitale faninitiativer i løbet af sæsonen 2026/27.

Det gælder blandt andet et Verified Fan Programme, hvor fans frivilligt kan oprette en verificeret digital fanprofil. Det kan på sigt give adgang til særlige billetmuligheder, eksklusive oplevelser og andre fordele omkring landsholdets hjemmekampe.

Parterne vil også teste nye AI-baserede services, som kan gøre det lettere for fans i forbindelse med billetkøb, adgang til events og andre aktiviteter omkring landsholdet.

DIU vil løbende informere om kommende faninitiativer i aftaleperioden.

Læs mere på Concordiums hjemmeside her