A-VM i ishockey 2025 i Danmark er blevet kåret som årets mest bæredygtige sportsevent af det internationale ishockeyforbund, IIHF. Turneringen får således IIHF’s særlige Sustainability Award for en lang række initiativer og projekter – alle med bæredygtighed som fællesnævner.

Der blev spillet god hockey på isen undervejs, da Herning var vært for ishockey-VM tilbage i maj. Men der blev også gjort et rigtig godt stykke arbejde udenfor isen – særligt når det kommer til bæredygtighed.

Det arbejde hædres nu af IIHF, der har kåret ishockey-VM i Herning til årets mest bæredygtige sportsevent. Turneringen tildeles nemlig IIHF’s Sustainability Award i 2025.

Prisen gives for arbejdet med at kombinere miljøansvar, social inklusion samt langsigtet udvikling og lægger blandt andet vægt på, at begivenheden har formået at skabe målbar bæredygtighed, styrket fællesskabet og efterladt en positiv legacy, som andre kan få glæde af i fremtiden.

Det glæder direktør i Danmarks Ishockey Union, Peter Froulund:

– Vi er superglade og stolte over at vores turnering får denne prestigefyldte pris fra IIHF. Det vidner om, at vi i Danmark går forrest og gerne nye veje for at lykkes med vores ambitioner, som i forvejen var ganske store. Prisen er også en anerkendelse af, at ishockey kan mere end at samle mennesker til store sportsoplevelser – vi kan også skabe fællesskab, ansvar og varige aftryk i samfundet. Det gør dansk ishockey til noget særligt. Og til en bevægelse, man med stolthed kan være en del af, siger Peter Froulund.

IIHF lægger blandt andet vægt på, at turneringen opnåede en rekordhøj genanvendelsesprocent på 65 procent gennem tydelig affaldssortering og cirkulære løsninger.

Det bemærkes også, at inklusionen handlede om at bringe studerende ind i frivillige roller med reelt ansvar og udviklingsmuligheder, ligesom undervisningsmaterialet ”Grib Pucken” nævnes som et godt og vellykket projekt, der kobler ishockey sammen med leg, læring og digital dannelse, og som over 5.000 skoleelever stiftede bekendtskab med.

At IIHF belønner arbejdet med bæredygtighed i forbindelse med ishockey-VM i Herning vækker også glæde hos Ulrik Larsen, der er direktør for VM-selskabet, Ishockey VM 2025 P/S, som stod for det lokale værtskab med Herning-benet af turneringen.

– At modtage denne pris er en stor anerkendelse af, at vi med VM 2025 har taget bæredygtighed alvorligt – og særligt sat social bæredygtighed i centrum. Vi har arbejdet for at gøre eventet inkluderende og meningsfuld, blandt andet gennem elevinddragelse, frivillige med særlige behov og genbrug af materialer, der nu får nyt liv i klubber. Det er lykkedes, fordi vi har haft stærke partnere, der har delt viden og erfaringer, så vi sammen har kunnet løfte barren for, hvordan sport og store events kan bidrage positivt til både mennesker, lokalsamfund og sporten selv. Vi håber, at vores erfaringer kan inspirere andre til at integrere bæredygtighed som en naturlig del af fremtidige events, siger Ulrik Larsen.

Samarbejdet med Møltrup Optagelseshjem, der huser hjemløse, og som producerede næsten 300 båse til omklædningsrummene under turneringen, bliver også fremhævet i begrundelsen fra IIHF, mens den systematiske erfaringsopsamling og afsluttende vidensdeling også roses. Det er planen, at erfaringerne og den store viden skal udnyttes til kommende mega-events som for eksempel VM og EM i håndbold samt det netop afholdte EuroSkills.

– Sammen med VM-selskabet, Herning Kommune og MCH har vi skabt et inkluderende og ansvarligt VM med fokus på social bæredygtighed. At indsatsen nu bliver hædret med denne pris, er en stærk anerkendelse af, at vi i Danmark er på rette vej. Erfaringerne tager vi med videre til både VM i ishockey for kvinder og EM-håndbold for herrer næste år, men også til mange andre store sportsevents fremover. Vi håber, at vores arbejde kan inspirere andre til at tænke bæredygtighed som en naturlig del af fremtidige events, siger Lars Lundov, direktør for Sport Event Denmark, som var partner på VM og som sidste år vedtog en række såkaldt grønne minimumskrav, der skal sikre, at alle eventarrangører »har fokus på arbejdet med grøn omstilling«.

Hele bæredygtighedsprojektet og alle de underliggende aktiviteter og initiativer bliver beskrevet i en rapport skabt i et samarbejde mellem DIU, Ishockey VM 2025 P/S (organisationen bag turneringen i Herning) samt Sport Event Denmark.

Læs rapporten her