Dansk ishockey har fået ekstra midler fra Team Danmark i det vigtige 2016-kalenderår, hvor A-landsholdet skal ud i en vigtig og afgørende kvalifikationspulje til OL. Den turnering spilles i Hviderusland i september. Det skriver Team Danmarks hjemmeside.

Ishockeysporten får 380.000 kroner ekstra, som mere eller mindre synes dedikeret til kampen for den vigtige plads i Sydkorea i vinteren 2018.

– Det er en stor og spændende udfordring, vi står over for. Kvalifikationsturneringen skal spilles i september i en termin, som NHL-klubberne respekterer, og det betyder, at vi potentielt kan stille med 9-10 danske NHL-spillere for første gang, siger Ulrik Larsen, DIU-direktør.

Ishockeysportens tilskud stiger med 7,6 procent til en samlet sum for 2016, der lyder på 5,38 millioner kroner.