Som tidligere skrevet stopper BT’s legendariske ishockeyreporter, Peter Fredberg, nu sin karriere efter 45 år som ishockeyreporter.

Peter Fredberg stopper 1. oktober sin flotte karriere, og det fejrer han med en jubilæums- og afskedsreception, der finder sted torsdag 1. oktober kl. 15.00 i konferencesalen i Berlingske Media, Pilestræde 34, København K.

Her ser han tilbage på en fin og lang karriere som ishockeyjournalist.

Hvorfor valgte du at gå journalistvejen?”

”Sporten har altid fyldt meget, og i gymnasietiden i Aalborg begyndte jeg at skrive i Aalborg Stiftstidende. Det tændte mig for alvor, og to dage efter studentereksamen i 1964 startede jeg som journalistelev på Svendborg Avis’ Faaborg-redaktion. Seks år senere fik jeg en opringning fra BT og behøvede ikke lang betænkningstid.”

”Hvordan kom ishockeyen ind i billedet?”

”Det var lidt af en tilfældighed. Mine største stofområder på Fyn var fodbold, håndbold og cykling, men da BT manglede en ishockeymedarbejder, tog jeg chancen. Det har jeg aldrig fortrudt. Dén hockeyrejse, jeg har været på i de 45 år med et par tusinde ligakampe og landskampe, har været et eventyr.”

”Dine egne favoritsportsgrene?”

”Jeg har spillet 300 divisionskampe og vundet 19 danske veteranmesterskaber i bordtennis og løbet 122 maratonløb. Mine meritter som hockeyspiller kan ligge under neglen på en underernæret kolibri. Tre showkampe, det er alt. I debuten i Hørsholm spillede jeg i Per Holten Møllers skøjter.”

“Jeg kan huske, at der var Gammel Dansk i udskiftningsboksen, og to-tre spillere blev kørt på skadestuen. I en kamp i Rødovre Skøjte Arena fortalte Asger Reher jokes i omklædningsrummet, og på vej ind på isen hviskede en betænkelig Master Fatman til mig: ”Kan du løbe på skøjter? Jeg tror, jeg har glemt det.” Det viste sig, at den store mand løb bedre end mig. Vores målmand, borgmester Erik Nielsen, spillede med en pibe i munden.”

”Husker du din første sæson som ishockeyjournalist?”

”Første gang, jeg fulgte landsholdet, var i premieren på firkantturneringen Pondus Cup mellem jul og nytår i 1970. Landsholdet lå og rodede rundt i bunden af C-gruppen dengang. Pondus Cup blev en hyggelig tradition og var med til at løfte landsholdet. Fra sæsonens 1970/71 glemmer jeg sent den sidste kamp mellem datidens store hold, Gladsaxe og KSF.”

“Man kan sammenligne dem med fodboldens FCK og Brøndby i dag. Gladsaxe havde vundet DM uanset resultatet, og det blev en vild kamp med hævnakter på samlebånd. I anden periode forlod KSF isen på grund af Gladsaxes ”svinske og farlige spil,” som kaptajnen Guddi Høybye udtrykte det. Han fik to års karantæne som manden bag udmarchen.”

“Den eneste KSFer, der gratulerede Gladsaxe med guldet, var Jesper Hviid. Som han sagde: ”Jeg var ude for at blive syet for en flænge under det ene øje og vidste ikke, hvad der var sket. Da jeg kom ind, var mine holdkammerater skredet. Og når jeg alligevel stod der, ønskede jeg Gladsaxe-spillerne til lykke.” Balladen fyldte fire sider i BT dagen derpå.”

”Hvordan oplever du forskellen på de glade amatørdage i 70erne og vore dages hockey?”

”Da jeg gjorde min entré i omklædningsrummene, var det ikke ualmindeligt at se spillere med en smøg i kæften. Fællestræninger for landsholdet og sommertræning i klubberne eksisterede ikke, og sengetider under VM var ikke noget, man snakkede højt om. Penge under bordet kendte man godt, men der var ikke mange, der profiterede af hockeyen.”

“Fik man udstyret betalt af klubben, var man glad. Men engagementet hos spillerne var stort, og der var et godt sammenhold. I de 45 år, jeg har været sammen med danske ishockeyspillere, har jeg oplevet dem som positive, beskedne og nemme at arbejde med. Der er ikke forskel på spillerne dengang og i dag.”

”Er der spillere, der har gjort et særligt indtryk på dig?”

”Inden NHL-generationen især fire: Gladsaxe-målmanden Bent Roland Hansen, Heinz Ehlers, Jesper Duus og Jens Nielsen. Jeg ærgrer mig over, at Heinz Ehlers ikke tog imod et tilbud fra New York Rangers om at deltage i en camp i midten af 80erne. Så var han blevet Danmarks første NHL-spiller.”

“En spiller, man ikke må glemme, er Søren True, der blev draftet af Rangers i 1986, to år efter svogeren Heinz. Han havde fysikken og klassen til NHL, men fik desværre ikke chancen i de tre år, han spillede i IHF. En leder, der fortjener et blive nævnt, er den tidligere Gladsaxe-formand, Max Staal. Han er nu 77 år og bor på et plejehjem i Valby. Han var forud for sin tid og nøglen til Gladsaxes fem danske mesterskaber fra 1967-75.”

”Begivenheder, du mindes?”

”Uha, der er mange. Jeg må indrømme, at jeg indtil slutningen af 90erne ikke havde forestillet mig, at jeg skulle se Danmark i VMs bedste gruppe. Jeg er vildt imponeret over, at en lille hockeynation har kunnet producere så mange topspillere. Og jeg vil også nævne U18- og U20-landsholdenes superpræstationer. Men inden vi nåede så langt, var der flere flotte VM-turneringer på dansk is, den første i 1977, om var med til at skabe hockeyens folkelige gennembrud.”

”Får ishockeyen i danske aviser den mediebevågenhed, den fortjener?”

”NHL: Ja. Metal Ligaen: Nej. Jeg skal ikke blande mig i prioriteringen i flere af de store bladhuse, men undrer mig. Det er sjovt at tænke på, at den hjemlige ishockey i forrige generation fik mere omtale end i dag, selv om der er en verden til forskel på niveauet. I dag stjæler fodbolden og en håndfuld andre idrætsgrene stort set al plads på bekostning af alsidigheden.”

”Har det været svært at bevare begejstringen som ishockeymedarbejder gennem 45 år?”

”Overhovedet ikke. Jeg har glædet mig til hver eneste sæson. Men også til ferien efter VM. Hockey er drama, underholdning og gode historier. Hvad mere kan en nyhedsjournalist ønske sig.”

”Hvorfor så stoppe på BT?”

”Ikke fordi jeg er træt af skriveriet, men jeg er fyldt 70 og har valgt at stoppe, mens legen er god. Selvfølgelig vil jeg savne den tætte kontakt til hockeyen og de fantastiske mennesker, jeg har mødt på og uden for isen, men jeg vil gerne have lidt mere fritid.”

”Hvordan vil du gerne huskes som ishockeyformidler?”

”Det har jeg aldrig tænkt over. Jeg har bare passet mit arbejde og været så heldig, at det også var min hobby.”