Det danske U20-landshold sidder i skrivende i luften på vej mod endestationen St. Catharines i delstaten Ontario i Canada. Her skal Meridian Centre lægge is og lokaler til første del af VM-forberedelserne.
Danskerne skal dog først gennem en meget lang rejse, der begyndte i morges i København. Flyveturen ender ved middagstid lokal tid, og derefter skal Olaf Ellers mandskab ud på en længere busrejse, og landstræneren forventer, at holdet er på plads i St. Catharines ved midnat lokal tid.
Derefter venter en torsdag, hvor spillerne skal træne let og akklimatisere sig, inden det går løs med den første testkamp fredag klokken 14 lokal tid (klokken 20 dansk tid), hvor modstanderen er ingen ringere end Canada, som altid indgår i det absolutte favoritfelt ved VM.
Yderligere tre træningskampe venter. 17. december spiller Danmark mod Schweiz, 18. december mod Sverige og 20. december mod Rusland.
Næsten et regulært gruppespil inden det går løs lige efter jul med VM-turneringen, der spilles i Buffalo.
Danmark kommer sædvanen tro til turneringen som underdogs, men med ambitioner om igen at ramme kvartfinalen. I fjor scorede Danmark en imponerende andenplads i gruppespillet og en historisk femteplads ved VM, det højeste et dansk landshold nogensinde har opnået i nogen turnering overhovedet.
I år venter vanskelige kampe i gruppen mod USA, Canada, Finland og Slovakiet.
– Det gælder om at have den helt samme mentalitet og tilgang til spillet, som vi har haft de seneste år. Vi har dygtige individualister, men kun hvis vi er committed til at være et hold, har vi en chance ved den her turnering. Det er vores udfordring som trænerteam at skabe holdet, og det koncept skal spillerne også købe ind på, understreger Olaf Eller.
Han har et ganske stærkt og bredt hold til rådighed. Han betegner selv sin trup som værende en god blanding af rutine og ungdommelig iver, og med sidste fravalg af meget stærke spillere til sidst, fornemmer Olaf Eller igen, at kvaliteten bestemt er i orden i truppen.
Eksempelvis har stort set alle de “dansk-baserede” spillere Metal Liga-erfaring, ligesom mange af “udenlandske spillere” er med på seniorhold i gode ligaer eller inde i gode stimer i juniorligaerne rundt omkring.
Tag bare Joachim Blichfeld, der scorede to gange i nat, USHL-topscoreren Jacob Schmidt-Svejstrup og Jonas Røndbjerg og David Madsen, der begge var med til spille Växjö Lakers i CHL-semifinalen i aftes.
– Vi har stærke offensive kvaliteter, og så har vi forsøgt at bringe masser af fysik ind hos backerne. Det er vores erfaring, at vi har brug for fysikken på de små baner i Canada, siger Olaf Eller.
Nøglekampen for Danmark bliver den sidste gruppekamp mod Slovakiet, hvis U20-landshold til dagligt spiller i den nationale liga. En vanskelig opgave for de rød-hvide, men Schweiz har også været favorit mod Danmark de seneste sæsoner og tabt.
Den danske trup på 26 mand reduceres til 23 efter de fire testkampe:
Målmænd (3):
Kasper Lautrup Krog (SønderjyskE)
Mads Søgaard (Austin Bruins)
Mads-Emil Marius Gransøe (Topeka Roadrunners)
Backs (8):
Christian Harris Larsen (Odense Bulldogs)
Jakob Jessen (Herning Blue Fox)
Jeppe Urup Mogensen (AIK Stockholm)
Lasse Carlsen (Rødovre)
Lasse Holm Mortensen (Rødovre)
Malte Setkov (Malmö Redhawks)
Oliver Paaske Larsen (Leksand)
Rasmus Birk Heine (Rødovre Mighty Bulls)
Forwards (15):
Andreas Grundtvig (Esbjerg Energy)
Asger Petersen (Odense Bulldogs)
Christian Wejse Mathiasen (Esbjerg Energy)
Christoffer Gath (Herlev Eagles)
Daniel Bækhøj Nielsen (Herning Blue Fox)
David Søgaard Madsen (Växjö Lakers)
Jacob Schmidt-Svejstrup (Fargo Force)
Joachim Blichfeld (Portland Winterhawks)
Jonas Røndbjerg (Växjö Lakers)
Lucas Andersen (Jokerit Helsinki)
Magnus Molge (Malmö)
Nikolaj Krag-Christensen (Rungsted Seier Capital)
Oliver True (Ottawa 67’s)
Phillip Louis Schultz (Rødovre Mighty Bulls)
Valdemar Ahlberg (Austin Bruins)