På forhånd var kampen udset til at være en af de sværeste for de danske U18-kvinder ved Division IA-VM, der for øjeblikket spilles i Radenthein i Østrig. Modstanderen var nedrykkeren fra Tyskland, og opgaven blev også for vanskelig for de unge danske kvinder.
Tyskland vandt med 5-1, og Emma Aller Mathiesen scorede Danmarks eneste mål i kampen.
Det kom dog først efter en yderst stærk tysk første periode, der overrumplede danskerne totalt. Tyskerne scorede fire gange på Emma-Sofie Nordström i det danske bur, og dermed levede favoritterne altså op til værdigheden.
Danmark skiftede målmand til Cassandra Repstock-Romme, og fik reduceret allerede efter 22 sekunder af anden periode.
Emma Aller Mathiesen scorede uassisteret. Fem minutter senere kom Tysklands 5-1-scoring, men derefter stoppede målstrømmen altså.
Tyskland vandt skudstatistikken med hele 44-11, og der var derfor arbejde nok til de unge danske kvinder, der allerede tidligt i morgen skal på arbejde igen.
12:30 spiller Danmark mod Italien, der tabte den første kamp i turneringen med 1-4 til Ungarn. Slovakiet vandt 1-0 over værterne i den tredje og sidste kamp på dagen.