Det danske U18-landshold for kvinder vandt i går med sikre 10-0 over Kina i den anden kamp ved Division IB-VM i Polen. Seks point for to kampe er facit efter to dages turnering og nu venter Polen i den tredje kamp tirsdag.

Landstræner Bjørn Peters om kampen i går:

– Vi stod imod presset fra kineserne i starten af kampen, hvor kineserne skøjtede på alt. Pigerne var godt forberedt på presset og vi spillede simpelt som aftalt. Kineserne kom ikke frem til meget, så vi følte hele tiden vi havde styr på kampen.

– Kineserne spillede meget hårdt og lavede mange farlige situationer foran mål, og vi synes ikke, at der blev grebet ind fra ledelsen i Kinas boks. Vi aftalte i periodepausen mellem 2. og 3. periode. Når de ikke greb ind, ville vi ikke holde igen og se om det ikke kunne blive tocifret og holde nullet, det lykkedes.

– Vi har mål fra alle tre kæder, vores powerplay fungerede igen og vi er nu oppe på 46% udnyttelse i powerplay. Nu holder vi fri mandag, hvor pigerne får en velfortjent fridag med kampforberedende træning til Polens kampen og så vil vi ud og se lidt på byen, lyder det fra den danske landstræner.

Danmark spiller tirsdag klokken 16:30 mod værterne, der også har maksimumpoint efter to kampe. Det samme har Frankrig, mens Australien, Storbritannien og Kina er uden point.