Det danske U16-landshold tabte sent i eftermiddag åbningskampen ved firkantturneringen i schweiziske Zuchwill. Tyskland vandt 4-2 efter periodecifrene 3-0,1-1,0-1, og det var – som cifrene antyder – den første halve time, der kostede danskerne mulighed for point i sæsonens første landskamp for det yngste landshold.
– Man kunne godt mærke på gutterne, at det var deres første landskamp nogensinde. Vi begyndte egentlig fornutigt, men som perioden skred frem, fik tyskerne sat sig på kampen og kyste os nok. Og når vi er oppe et højere og internationalt niveau, bliver fejlene straffet hårdere.
– Den første halve time var lidt krampagtig, og tyskerne var effektive – også i deres overtal, siger landstræner Daniel Rasmussen i telefonen fra schweiziske Zuchwil.
Til gengæld fik de unge danskere godt fat, da de første nerver var løbet over ende. Som anden periode skred frem, fik de rød-hvide arbejdet sig dybere ned i den tyske defensiv-zone, fik sat nogle gode tacklinger og vandt momentum. Det gav en reducering ved Emil Bredvig.
– Efter målet havde vi godt fat i tyskerne, og vi fik tilkæmpet os en overtalssituation. Desværre kastede vi den bort ved at være for mange folk på isen, og i stedet fik tyskerne scoret til 4-1 inden tredje periode, siger Daniel Rasmussen.
Han så en tredje periode, hvor Herlevs Max Olesen scorede i powerplay, og hvor danskerne faktisk fortsatte det solide spil fra midtperioden.
– Vi tilspillede os nogle rigtig gode chancer i powerplay, men fik desværre ikke reduceret yderligere. En god halv time fra vores side, men selvfølgelig også plads til forbedringer, lyder konklusionen fra landstræner Daniel Rasmussen.
Han har 25 spillere med i Schweiz, hvor danskerne de kommende dage møder to udvalgte hold fra værtsnationen. Kampen lørdag spilles klokken 19, og der er lovet istid til både Oliver True og Gustav Dichow, som sad over i dag.
– Jeg må sige, at drengene fungerer godt. God træningsmoral og et rigtig godt fællesskab, siger Daniel Rasmussen.
Danmark-Tyskland 2-4 (0-3,1-1,1-0)
Målscorere for Danmark: Emil Bredvig, Max Olesen (vi arbejder på flere fakta).
Opstillingen mod Tyskland så således ud:
William Kølln (Mads Søgaard)
A:Christoffer Frænell, Max Olesen – Frederik Kaels, Gustav Green, Nicklas Jensen
B: Marco Petersen, Jonas Krogsgaard – Sebastian Sørensen, Simon Golbert, William Nistrup
C: Bertram Jelert, Philip Petersen – Emil Bredvig, Mikkel Pedersen, Lukas Bach Nielsen
D: Patrick Møller, Jesper Horsted – Jonas Jakobsen, Victor Cubars, Oskar Boel