To af dansk ishockeys absolutte stjerner kunne i nat kalde sig Stanley Cup-mestre.
Nikolaj Ehlers og Frederik Andersen vandt natten til mandag Stanley Cup med Carolina Hurricanes efter en 3-0 sejr over Vegas Golden Knights i Game 6 af finalen i Las Vegas. Ehlers satte det endelige punktum med en scoring i tomt mål med godt et minut tilbage — og dermed var den samlede sejr på 4-2 i kampe en realitet.
Ehlers og Andersens Stanley Cup-triumf er den første med dansk islæt siden 2018, hvor Lars Eller vandt trofæet med Washington Capitals.
Dansk Ishockey Unions elitechef Morten Green lægger ikke skjul på, hvad øjeblikket betyder:
“Det var en historisk nat for dansk ishockey. Nikolaj og Frederik har vist, hvad det kræver at nå til tops i verdens bedste liga — ydmyghed, hårdt arbejde, tålmodighed og stærk mentalitet. De er forbilleder for alle, der drømmer om at spille ishockey på højeste niveau, og vi ønsker dem et stort tillykke med trofæet,” siger Morten Green.
Stanley Cup-trofæet er bredt anerkendt for at være ét af de sværeste trofæer at vinde, da det kræver mange toppræstationer fordelt over mange kampe og en lang sæson, så det er en historisk flot præstation af Ehlers og Andersen at have bidraget til Carolina Hurricanes anden Stanley Cup-sejr gennem årene.
Begge spillere er velkendte ansigter i dansk landsholdsregi. Så sent som i februar under vinter-OL i Milano bidrog Nikolaj Ehlers og Frederik Andersen med den professionalisme og holdånd, der kendetegner dem som spillere og personer.
Dansk Ishockey Union sender sine varmeste lykønskninger til begge spillere og deres familier.