Scanel Hockey Arena lagde is til U15 DM med deltagelse af 6 hold, og kun afbrudt af Metal Ligaens semifinale fredag aften.
Det blev en rigtig fin weekend i det nordjyske, hvor FIK med Preben Vejrum og Lars Leer i spidsen havde godt styr på tingene fra værternes side.
Kampene var meget lige og vi skulle helt frem til de sidste to opgør søndag eftermiddag, hvor Rungsted i den anden sidste kamp, dog gjorde kort proces mod Vojens som fik en lektion på 7-1. Herefter kunne hele tre hold inden den sidste kamp nå guldet, nemlig Aalborg, Rødovre og Rungsted.
Det blev et sandt drama i den sidste duel kl. 13:00 imellem Aalborg og Rødovre! En ren sejr til en af parterne ville automatisk give guldet til vinderen, men gik kampen i OT kunne guldet sendes i hænderne på Rungsted, som spændte fulgte med på lægterne.
Aalborg havde henover turneringen spillet godt – formentlig bedst – men i turneringens sidste dyst, skal de rød/hvide fra Aalborg sende en ekstra venlig tanke til målmand Mads Søgaard, som var outstanding.
Kampen endte med en 2-1 sejr til Aalborg, men Rødovre var alt dominerende og vandt skudstatistikken med hele 37-16. Ind ville pucken dog ikke, og målmand Søgaard stod nærmest ”på hovedet” ind i mellem.
Resultatet sendte derfor guldet til Aalborg, og Rungsted kilede sig ind på andenpladsen, hvilket gjorde eftermiddagen endnu mere trist for Rødovre, som efter en meget flot kamp, måtte tage til takke med tredjepladsen. Henrik Bach Nielsen forestod præmieoverrækkelsen, hvor de øvrige nomineringer blev således:
Bedste målmand: Wiliam Kølln, Rungsted
Bedste back: Jonas Wilquin, AaB
Bedste forward: Christoffer Åkesson, AaB