SønderjyskE scorede titel-hattrick i fjor, og i aften var det så SønderjyskE’s fans, der vandt guld for tredje gang i træk. For tredje gang ud af tre mulige blev sønderjyderne nemlig kåret til “årets supportere” og modtog dermed Søren Stockfisch-prisen.
Naturligvis på grund af den fantastiske atmosfære, der hersker i SE Arena og det faktum, at SønderjyskE-fansene er de fans, der er bedst repræsenteret på udebane – uanset, om det er i Jylland, på Sjælland eller ude i Europa, hvor sønderjyderne kunne høres i årets Champions Hockey League.
Ganske symbolsk var det Søren Stockfisch’ søn, Casper og en af den tidligere sportschefs bedste venner, direktør i SønderjyskE, Klaus B. Rasmussen, der overrakte prisen før aftenens kamp mellem SønderjyskE og Rungsted, der blev sendt direkte på TV2 Sport.