Torsdag aften spiller Danmark den første af to testkampe mod Norge i Rødovre. Det er tredje gang de to nationer spiller mod hinanden i sæsonen – stillingen foreløbig 1-1.
Forholdet mellem Danmark og Norge på isen er som en miniudgave af storebrødrenes, Sveriges og Finlands. Danmark ønsker ganske enkelt ikke at tabe til Norge – og omvendt. Og det er naturligt nok. For ikke blot er der geografisk nærhed mellem de to mandskaber, nordmændene og danskerne ligger også på nogenlunde samme sportslige niveau.
Godt nok har Norge i en del sæsoner ligget lidt højere på verdensranglisten end Danmark og stukket næsen frem lidt flere gange, men fornemmelsen når VM-turneringerne er gået i gang, har altid været, at Danmark og Norge har ligget på nogenlunde samme niveau.
Og kampene mellem de to nationer har med få undtagelser været uhyre jævnbyrdige. Intensiteten har også forplantet til træningskampene, der sommetider har ramt en intensitet og nerve på linje med en kamp ved VM.
Ikke siden Danmarks oprykningssæson til A-VM, 2001/2002, havde Danmark vundet over Norge i en VM-kamp eller en OL-kvalifikationskamp, men i fjor lykkedes det altså endelig. Og lad os håbe, det gentager sig i Moskva. Men dyb, dyb respekt for Norge, og det stykke arbejde, som landstræner Roy Johansen har leveret siden 2001. Nu skifter han til Oslo-klubben Vålerenga, som han skal forsøge at løfte op til en ny storhedstid. Men først altså VM i Moskva.