En af dansk ishockey store skikkelser er afgået ved døden.
Vi skal desværre sige farvel til vores tidligere formand og evige æresmedlem, Ejvind Olesen, der stille er sovet ind på Hillerød Sygehus efter længere tids sygdom. Han blev 88 år.
Ejvind Olesen var ellers en fighter. Ikke mindst på ord. Hans sidste skriftlige forum var den personlige Facebook-profil, hvor han selv i den sidste tid skrev både skarpe og muntre klummer. Ikke mindst relateret til det mangeårige arbejde som rejsejournalist – hans sidste job var på rejsemediet Standby.dk – men et andet hjertebarn, ishockeysporten, blev nu og da også taget under kærlig behandling af den gamle formand.
Så længe han kunne holde til det, var Ejvind Olesen fast gæst på lægterne i Hørsholm Skøjtehal, og også her havde gerne en holdning til holdet og dets sammensætning. De seneste Rungsted-mesterskaber glædede ham og han oplevede dem som ”uafhængig tilskuer”, fri af sit neutrale hverv som førstemand i Danmarks Ishockey Union.
Ejvind Olesen startede som trafikelev ved DSB, men journalistikken vandt. Og fra Ritzaus Bureau kom han til Berlingske, hvor han var i 36 år. Deraf et kvart århundrede som en højt estimeret rejseredaktør. Han fortsatte det arbejde på mediet takeoff, og senere standby.dk.
Som ung sportsjournalist på Frederiksborg Amts Avis og Ritzau fik han i 1970 en fremragende idé. Hvorfor er der så lidt ishockey at skrive om mellem jul og nytår, funderede han. Derfor gik han til DIU’s formand, Otto Randholm, og til sine forbindelser i Danske Bank. Kreativitet og et stort netværk har altid været to af hans styrker.
Resultatet blev Pondus Cup. En international juleturnering, som kørte i mange år og var med til at løfte ishockeyen herhjemme og trak mange tilskuere til kampene i Københavnsområdet.
Ejvind Olesen var i bestyrelsen i DIU fra 1985 til 2001, heraf 15 år som formand. Han blev en markant stemme både i ishockeysporten og i dansk idræt generelt, og var aldrig bange for at blande sig – også selv om han nu og da måtte tage imod nogle hårde slag – både internt og eksternt. Men Ejvind Olesen blev ved.
Hans betydning for dansk ishockey må man ikke undervurdere, både nationalt og internationalt. Det var Ejvind Olesen, der i et strukturudvalg med flere store, genstridige nationer, fik den bedste VM-gruppe hos herrerne skruet op til 16 hold, så de mindre nationer også fik en chance for det fine selskab. Det var også ham, der kæmpede hårdt for at få udlandsprofferne – dengang var der ikke så mange – hjem for at spille C-VM og B-VM op gennem 80’erne og 90’erne.
Da de udenlandske spillere drønede ind over de danske grænser i den sidste del af Olesens regeringstid, var det ham, der kom med det klassiske citat: ”Bare fordi der er fri bar, behøver man ikke drikke sig beruset.
Han holdt aldrig op med at interessere sig for dansk ishockey og glæde sig over de store resultater:
”Landsholdets sejre over Sverige og Canada givet mig store oplevelser og fyldt mig med glæde og stolthed. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle opleve det. Jeg kan ikke lade være med at være nervøs, når jeg ser de kampe”, sagde han for et par år siden i et interview med Metalligaen.dk.
Ildsjælen levede til det sidste. Æret være Ejvind Olesens minde.