De danske ishockeykvinder havde i går en rolig dag. Afkobling og lidt væk fra ishockey efter en hård uge med fire kampe.
Facit efter tre VM-kampe er tre point. Sejr mod Frankrig og nederlag mod Japan og Ungarn. I dag skal Filip Faurholms tropper i aktion igen i eftermiddagskampen. Det gælder de norske rivaler, som Danmark besejrede 3-2 i en testkamp lige før turneringen.
– Norge satsede hårdt i den kamp og kom med alt, hvad de havde. Men vi vandt, og selv om det ikke var en VM-kamp, så er det meget godt at have i baghovedet, siger landstræneren, der lige bortset fra første periode mod Ungarn har været tilfreds med sit nye og unge mandskab.
– De går gennem ild og vand for flaget. Kæmper stenhårdt og bliver rent ud sagt pisse sure, når vi taber. Det er en indstilling, jeg rigtig godt kan lide, siger Faurholm, der har haft Hasse Hintze Christiansen i boksen som assistent i den seneste uge.
– Han har en kæmpe erfaring og kender spillerne godt. En kanonhjælp for mig, siger Filip Faurholm, der ligeledes har fået input fra DIU-sportschef Jesper Duus, der har været til stede tre dage under VM.
– Fremragende, at han har været hernede. Det viser en god og stor interesse fra DIU’s side. Vi har i den grad sat pris på Jespers tilstedeværelse, siger Filip Faurholm.
Kampen mod Norge i dag begynder 16:30.