Danmark spiller finale mod USA lørdag kl. 21.30 dansk tid. Det stod klart efter dagens to semifinaler i World Junior A Challenge i Kindersley, Saskatchewan. Et stærkt amerikansk hold dominerede fuldstændigt Canada Øst i aftenens semifinale mens Danmark var i fuldstændig kontrol i kampen mod Rusland midt på dagen.
Det blev en noget anderledes kamp end gruppekampen mod russerne. De unge russiske spillere endte på sidstepladsen i puljen og måtte spille kvartfinale mod Schweiz – en kamp, de vandt 3 – 2 og dermed nåede semifinalen efter at have spillet tre hårde kampe på tre dage.
Danmark vandt gruppespillet og var derfor direkte videre til semifinalerne og med et kampprogram, der krævede kampe de første to dage i turneringen, gav det den danske lejr to dages forberedelse til semifinalen; dage, der blev brugt på træning, taktik og sociale oplevelser, bl.a. den canadiske form for bowling med små kugler.
Kampen blev aldrigt rigtigt spændende og selvom russerne forsøgte at matche det danske tempo og gik efter en god start på kampen, så lukkede de tændte danske spillere dem aldrig ind i kampen. Og på en dag, hvor Ehlers blev holdt scoringsløs så lynede Oliver Björkstrand (2 mål), Jeppe Holmberg, Nick Olesen og Mathias Asperup og sikrede en 5 – 1 sejr, hvor Ruslands mål blev scoret mens dommerne havde en afventende udvisning på armene.
3 af Danmarks mål blev scoret i Equal Strength med tilføjelse af et enkelt pwerplay og et enkelt undertalsmål. Undertalsmål har i øvrigt vist sig at være en dansk specialitet ved denne turnering ligesom vi klart fører statistikken over powerplayeffektivitet med 36,4% ifht. Canada Østs 22,2% på andenpladsen. Nikolaj Ehlers ligger nummer 1 på turneringens topscorerliste med 5 mål og 2 assister i 3 kampe.