Finland kommer på besøg.
Der bliver ishockeyfest i Odense og Rødovre 13. og 14. april, når de olympiske mestre møder de danske ishockeyherrer i en duel mellem DANMARK OG FINLAND.
En duel, der næppe bliver mere attraktiv end nu, hvor Finland kommer som cremen af verdensishockeyen, mens Danmark kommer som olympiske kvartfinalister.
Inciterende ishockey: Billetterne køber du her.
For UNLIMITED kunder vil der være billetter at hente på samtlige ståpladser i arenaerne, ligesom der også vil være et antal siddepladser til rådighed for UNLIMITED-kunder.
– Med herrelandsholdets olympiske præstation i hukommelsen, kombineret med Finlands status og klasse, så bliver det to af de mest attraktive testkampe nogensinde på dansk is. Både i Odense og i Rødovre har klubberne givet håndslag på, at de vil skabe en ishockeyfest. Jeg er stensikker på, at det bliver to gode ishockeyaftener – både på og uden for isen, siger kommerciel chef hos Danmarks Ishockey Union, Thomas Bjuring.
– Vi er meget stolte af at kunne præsentere de olympiske mestre på dansk is. Finland er Europas dominerende ishockeynation i disse år på seniorniveau, kulminerende med OL-titlen for nylig. Der er altid høj kvalitet og seriøsitet hos finnerne, uanset hvilket hold, de kommer med. Det bliver en stor begivenhed, siger Thomas Bjuring.
Han håber og tror på udsolgte huse i både Odense og Rødovre. I den fynske hovedstad hersker en ishockeyfeber som ikke er set længe, mens Rødovre ofte har været en formidabel hjemmebane for landsholdet frem mod VM.
De to kampe mod Finland bliver eneste mulighed for at se danske løver på hjemmebane før VM i Finland. Derefter følger udekampe mod Sverige, Norge og til sidst Storbritannien.