Som skrevet mange steder i går, så er Kim Pedersen, der for øjeblikket er konstitueret direktør i Danmarks Ishockey Union, blevet headhuntet til stillingen som Sport Director i IIHF.
DIU’s bestyrelse har i hele processen haft stort fokus på at sikre en grundig og rolig overgang for administrationen.
Claus Fonnesbech er derfor blevet ansat som administrations- og ligachef fra 1.7 2023, og det er løsning, som DIU’s bestyrelse er fuldstændig tryg ved.
Claus kender alle procedurer i DIU, har arbejdet tæt sammen med Kim og ikke mindst har Claus et kæmpe netværk, der rækker ud i alle grene af ishockey-Danmark og ud til alle klubber i landskabet. Samtidig har han været General Manager for adskillige danske landshold gennem tiderne, primært de to seniorlandshold og U20-landsholdet.
Claus har en ”rolig hånd” og er en fremragende leder og fordeler på sin helt egen måde, hvilket han har bevist såvel nationalt som internationalt med hovedroller i både små og store arrangementer. Hans berøringsflade har været NHL-spillere, dommere, formænd, frivillige, administration – og alt det indimellem.
Kim Pedersen fratræder sin stilling hos DIU endeligt 1. november, og vil frem mod 1. november køre et tæt parløb med Claus. På den måde sørger vi altså for, at administration og drift kommer forbi Kims afgang på bedst mulig vis.