For første gang nogensinde kårer Metal Ligaen på torsdag årets ”Ironman” i dansk ishockey. To spillere fra hver klub skal dyste i en række forskellige discipliner, der ender med at ligaens stærkeste mand får en guldmedalje om halsen og æren af at være jernmand i denne sæson.

Det sker fra torsdag klokken 9 i og omkring Frøs Arena i Vojens, og presse og fans er velkommen til at overvære en lidt anderledes ishockeydag.

Det er spillerne fra SønderjyskE, Esbjerg og Odense, der indleder tests og øvelser og derefter går det slag i slag.

Der vil være rig lejlighed til at tale med spillerne fra de pågældende klubber, der i de allerfleste tilfælde også vil være repræsenteret ved cheftræneren.

Desuden vil DIU-sportschef Jesper Duus være til stede, ligesom DIU-direktør Ulrik Larsen også er at finde i Vojens fra morgenstunden. Om aftenen er der U20-landskamp, hvor Danmark møder Letland og derfor er Olaf Eller, dansk ishockeys talentchef og U20-landstræner også i Vojens.

Hvad skal Metal Liga-spillerne så testes i?

Deres fedtprocent og muskelmasse skal måles. De skal hoppe, sprinte på skøjter og trække flest kilo og igennem den klassiske yoyo-test -også på skøjter, naturligvis.

Flere prominente navne som Aalborgs Aaron Harstad og kaptajnerne fra Odense og SønderjyskE, Martin Larsen og Rod Pelley er klar på deltagerlisten, der også tæller yngre folk som for eksempel Rødovres Thomas Olsen og Frederikshavns Christian Mieritz.

Men hvor stærke er de for eksempel, når de er oppe mod en Rod Pelley med over 300 NHL-kampe på sin konto? Og er Martin Larsen, Odenses kaptajn, hurtigere end sin holdkammerat Yannick Vedel på skøjterne?

Pressen og ishockeyfans er mere end velkommen til at kigge forbi i Vojens på torsdag.

BILLEDER: DIU har fotograf tilknyttet arrangementet, så de fremmødte medier kan få billeder uden beregning.

Programmet i sin helhed ser sådan ud:
9:00-10:00

Kropskomposition: SønderjyskE, Esbjerg, Odense
10:00-11:00
Hop: Sønderjyske, Esbjerg, Odense
Kropskomposition: Herning, Aalborg, Frederikshavn
11:00-12:00
Max-styrke: SønderjyskE, Esbjerg, Odense
Hop: Herning, Aalborg, Frederikshavn
Kropskomposition: Rødovre, Rungsted, Hvidovre, Herlev
12:00-13:00
Max-styrke: Herning, Aalborg, Frederikshavn
Hop og max-styrke: Rødovre, Rungsted, Hvidovre, Herlev
13:40-15:20:
Istester/Sprint og yoyo – ALLE HOLD

19:00:
U20-landskamp – Danmark-Letland