Den første kamp på U20 landsholdets træningslejr frem mod VM var et klassisk eksempel på canadisk hockeykultur: et lille samfund, byens stolthed og en event ud over det sædvanlige da ”stjernerne” kom på besøg (slet skjulte referencer til ”Mystery Alaska” kan forekomme).
Og ligesom i filmen, så var ”the small town heroes” overmatchet over 60 minutter. Kampen startede dog fuldstændigt lige, med et dansk hold, der lidt afventende skulle se niveauet af det noget ældre Senior AAA hold an og et hjemmehold, der i den grad var insisterende på overraskelsen.
Faktisk havde Redwings pucken først i mål, men en helt korrekt annullering for høj stok holdt kampen målløs indtil kort inde i anden periode, hvor Emil M. Rasmussen på et hurtigt dansk opspil sætter pucken fuldstændigt perfekt i modsatte hjørne på en chanceløs Redwings målmand, som havde præsteret rigtigt godt indtil da og især været fremragende på et par danske break-aways.
Rosetown Redwings imponerede i starten med den vilje og den fysisk, de mødte de noget hurtigere danske spillere med, men man fornemmede dog også det danske overtag i både struktur og tempo.
Netop tempoet skulle vise sig at være afgørende for de sidste 66% af kampen, hvor det hurtige danske spil og et højt aggressivt presspil tydeliggjorde Rosetown Redwings’ manglende evne til at konkurrere i 60 minutter på højt internationalt niveau. Til gengæld begyndte hjemmeholdet at spille mere og mere på fysikken og der var ret mange rigtigt hårde og til tider små-beskidte episoder i sidste halvdel af kampen.
Danskerne kørte dog ufortrødent på og fandt hinanden mere og mere . I kampens slutfase var der god mulighed for at finpudse både under- og overtalsspillet, da kampens udvisningsantal steg; helt ekstraordinært blev 2 af de 6 danske mål scoret i SH2, dvs. danskerne var tre mand på isen mod Rosetowns 5.
Udvisningerne danner i øvrigt et tydeligt billede af de to holds forskellighed i både kompetence og kultur: danskernes udvisninger var primært af spilforstyrrende karakter (hooking, interference, tripping) mens Rosetowns var typiske aggressive forseelser (crosschecking og checking from behind).
Disciplinen var dog høj hos danskerne, som kun i få tilfælde deltog i de ”nævekampe” Rosetown indbød til, og set over hele kampen var der mere ”fight” end talent i The Redwings.
De unge løver viste dog et stort mod i den fysisk hårde kamp som viste lovende takter frem mod VM. Især special teams og målmandsspillet var af høj kvalitet og George Sørensen skal fremhæves for sit høje niveau og hans andet landskamps-shutout i træk (første shutout i denne mini-streak var i november på Seniorlandsholdet i en testkamp mod Frankrig).
Næste opgave er 14. december, hvor World Junior A Challenge starter med en kamp mod Canada West.
Målscorere:
20:31 0-1: Emil Rasmussen (Mikkel Aagaard)
36:56 0-2: Emil Rasmussen (Mikkel Aagaard, Matias Lassen)
40:06 0-3: Marcus Nielsen, uass.
41:52 0-4: Mads Eller (Jeppe Holmberg)
50:55 0-5: Jeppe Holmberg (Søren Nielsen)
53:06 0-6: Nick Olesen (Mikkel Aagaard, Sonny Hertzberg)
Noter:
– Oliver Björkstrand udgik efter en stærk 1. periode pga. en tackling i danskernes angrebszone, der ramte ham i hovedet. Han har en flænge på næsen og på kinden og er hævet en smule, men træner med holdet igen i morgen.
– Nikolaj Ehlers stødte til truppen i Rosetown efter et utal af flyaflysninger, ombookinger og forsinkelser. På den positive note modtog Nikolaj dog både kuffert og hockeytaske i Saskatoon ligesom de stave, der var blevet væk på turen allerede var dukket op.
– Christian Kristiansen måtte også udgå fra kampen med en skade på højre skulder. Sammen med fysioterapeut Celine Bjerrehøj kørtes han til Kindersley efter 2. periode for nærmere undersøgelse. Vi bringer en opdatering på hans skade i løbet af lørdag.
– Rosetown Redwings’ gennemsnitsalder er 28 år. Holdet består af en del tidligere universitetsspillere samt en enkelt tidligere NHL spiller (Colby Armstrong). Rosetown Redwings er provincial champions i de seneste to sæsoner (i Senior AAA).