25 spillere er i dag i Vojens hele dagen. Og det er ikke hvem som helst. De 25 gutter er nemlig blandt de godt 40 spillere, der stadig kæmper om en plads i bruttotruppen på Olaf Ellers U20-mandskab, der i december spiller VM i USA.
– Vi har stadig en bred bruttotrup, og en række spillere i Sverige og Nordamerika, som vi ikke har med i Vojens. I november skal vi til Letland, hvor vi lader få spillere blive hjemme, som er “seedet” til truppen. Resten kæmper om pladserne til VM, siger Olaf Eller, der glæder sig til at få sine spillere til rådighed i Vojens.
– Det er altid spændende at se, hvad gruppen af spillere kan præstere. Det er dygtig gruppe, jeg har til rådighed i denne sæson, men de kommer virkelig til eksamen til VM, siger Olaf Eller.
Op til turneringen i Buffalo får Danmark det hårdeste program nogensinde. Holdet lander i New York 13. december og møder selveste Canada 15. december. Derefter følger Schweiz (17.12), Sverige (18.12) og Rusland (20.12). Danskerne træner derefter frem mod VM-premieren.
Her møder Danmark såmænd hjemmeholdet USA. Sværere kan det næsten ikke blive.
– Hele forløbet er en fantastisk mulighed for spillerne for at udvikle sig. De bliver matchet helt optimalt og lærer virkelig noget. Så må vi se, hvor langt, vi kan drive det, siger Olaf Eller, der “plejer” at føre Danmark i en kvartfinale.
Et af de første skridt tages altså i dag i Vojens.