Det danske U18-landshold tabte også den tredje kamp i Chamonix mod det franske ditto.
Først et sekund før tid scorede franskmændene det sidste mål i 5-3-sejren over de rød-hvide og fulgte dermed op på sejrene fra torsdag og fredag.
Landstræner Bjørn Østergaard karakteriserer kampen som holdets bedste i Chamonix:
– Arbejdsindsatsen og viljen i nærkampene var forbedret, og to gange kommer vi tilbage efter at have været bagud. Vi skal stadig mere op med skøjteløbet.
– Vi har generelt fået indtryk af, at størstedelen af truppen har lært meget i forhold til forberedelse og hvad der kræves for at spille på internationalt niveau både i forhold til indsats og og vilje. Det skal sidde der fra start på næste samling, siger han.
De danske mål blev scoret af Philip Schultz (powerplay), Lukas Bach Nielsen og Sebastian Sørensen.