De danske ishockeykvinder er efter mange flotte præstationer de seneste sæsoner helt oppe som nummer 10 på verdensranglisten. Det betyder, at is-løvinderne i denne sæson er direkte kvalificeret til den afgørende OL-kvalifikation, som spilles i Arosa i Schweiz fra 9.-12. februar.

Fire hold dyster om en enkelt plads ved Vinter-OL 2018, og det bliver en vanskelig opgave for Danmark, der skal op mod hjemmeholdet Schweiz, der er nummer seks på verdensranglisten, Tjekkiet (9) og Norge (13).

For fire år siden var Danmark blot en enkelt sejr fra at kvalificere sig til OL, og landstræner Michael Thomsen tror på, at de rød-hvide kan levere den helt store overraskelse i Schweiz og gå hele vejen til Sydkorea i 2018.

– Det er en svær, men ikke umulig opgave. Selvfølgelig tager vi til Schweiz for at tage den OL-plads, selv om andre har favoritværdigheden. Vi skal spille ud fra en bundsolid defensiv og tage vare på vores muligheder, når de opstår. Vi har en række profiler i høj, europæisk klasse, der kan gå ind og levere i de afgørende situationer, siger han.

Danmark stiller med et historisk stærkt landshold, når man ser truppen igennem. Syv spillere bevæger sig til dagligt i Europas bedste kvindeliga, SDHL i Sverige, mens Josefine Hansen spiller i den stærke amerikanske universitetsliga. Resten af spillerne kommer primært fra de to stærkeste klubber herhjemme, Hvidovre og Herlev, mens Odense har en enkelt repræsentant med i form af Maria Peters.

– De fleste af spillerne i Sverige får masser af spilletid og ansvar i deres klubber deroppe. De kommer velforberedte, toptunede og er i kampform, siger en optimistisk landstræner Michael Thomsen.

Danskerne rejser til Schweiz tirsdag 7. februar for at forberede sig og spiller torsdag klokken 16 mod Schweiz. Lørdag venter Tjekkiet klokken 20, og søndag aften afslutter Danmark så med den sene kamp – også klokken 20 – mod Norge.

Nordmændene er den eneste af de tre nationer, som Danmark har mødt jævnligt i de seneste sæsoner og lige præcis rivalerne har Danmark haft ganske fint styr over de seneste år. Ved Division I-VM i Aalborg i foråret vandt Danmark 3-2 over Norge.

Seks hold er allerede kvalificeret til OL. Værterne Sydkorea, Canada, USA, Finland, Sverige og Rusland.

Truppen ser således ud:
Målmænd:

Lisa Jensen, Hvidovre
Martine Terrida, Herlev
Cassandra Repstock-Romme, Gentofte

Backs:
Amalie Andersen, Linköping HC
Jeanette Langsager, Leksands IF
Josefine Hansen, RPI Engineers
Malene Frandsen, Hvidovre
Linn Marie Ploug, Hvidovre
Joy Harrishøj Schultz Koch, Hvidovre
Josephine Asperup, Hvidovre

Forwards:
Nicoline Søndergaard Jensen, Linköping
Michelle Brix, Sundsvall
Michelle Weis, Luleå
Josefine Persson, Luleå
Josefine Jakobsen, Djurgården
Maria Peters, Odense
Henriette Østergaard, Herlev
Silke Glud, Herlev
Julie Gregersen, Hvidovre
Line Ernst, Hvidovre
Lilli Pearl Friis-Hansen, Herlev