102 tilskuere dukkede op i Kvik Hockey Arena i aftes, og de kunne se et rent dansk årgang 99-hold besejre gæsterne fra Frankrig med 3-1.
Amager-sønnen Sebastian Zacher, der havde fået en fornem plads i Danmarks førstekæde, scorede kampens første mål efter fire minutter assisteret af David Madsen, der er flyttet til Växjö i denne sæson.
Franskmændene fik udlignet i første periode, men Danmark slog igen til kort inde i en periode. Det blev 2-1 efter Lucas Andersens mål – assisteret af Malte Setkow og Andreas Grundtvig.
Rollerne var byttet om, da Malte Setkow i tredje periode fik assisten af Lucas Andersen. Begge spiller i øvrigt i Malmös juniorafdeling.
– En rodet kamp uden fart og timing. Vi var aggressive nok og tabte for mange nærkampe. Alle fik lige meget spilletid, og det var tydeligt, at det er august og tidligt på sæsonen, lyder facit fra Martin Struzinski, U18-landsholdets træner.
Mon ikke pasningerne sidder lidt bedre i aften, når de to hold igen mødes i Herning? Kampstart klokken 20.