Stor, stor skuffelse i den danske U18-lejr efter nederlaget mod Letland i aftes i Grand Forks. Ikke mindst fordi danskerne smed en 3-1-føring i kampens slutfase og faktisk ikke var mere end sølle 67 sekunder fra at forblive i den bedste VM-gruppe.
Ærgerligt, ærgerligt efter et ellers flot comeback i nedrykningsserien. Kaptajn for danskerne, Christian Wejse, mente, at danskerne selv var skyld i nederlaget.
– Vi tog dumme udvisninger og fik ikke blokeret skud for vores målmand. Kasper (Krog) stod en fremragende kamp, men vi formåede ikke at stoppe deres folk foran mål, sagde esbjergenseren til IIHF.com efter kampen.
Letterne vandt skudstatistikken med 41-25.
– I slutningen blev vi lidt for nervøse efter min mening. Mentalt er gutterne ikke vant til den her slags kampe på det her niveau. De har oplevet rigtig meget gennem den her turnering, og forhåbentlig kommer de stærkere hjem herfra – både som mennesker og som ishockeyspillere, konkluderede træner Martin Struzinski efter kampen – også overfor IIHF.com.
I dag skriver Martin Struzinski følgende på sin Facebook-profil:
“Sometimes you win sometimes you learn”
– Lige nu er der ikke meget at glæde sig over. Sporten viste sig fra sin hårdeste og mest ubarmhjertige side i går! I dag skal vi være skuffet og frustreret!
– Et kæmpe slag blev tabt, men kampen om at udvikle og uddanne unge mennesker er langt fra slut…For hvert et nederlag man får, må man jagte succesen endnu hårdere …. Og det vi ikke dør af gør os kun stærkere – Den vigtigste sejr, er trods alt at vinde i livet!