Søndag morgen faldt den første danske NHL-forstærkning til det kommende VM i Moskva på plads.
Winnipeg Jets-spilleren Nikolaj Ehlers takkede ja til invitationen fra Danmarks Ishockey Union, der samtidigt fik accept fra klubbens GM Kevin Cheveldayoff tidligt søndag morgen.
Nikolaj Ehlers glæder sig til at optræde i landsholdsregi igen.
– Det er en ære for mig igen at kunne trække den rød/hvide trøje på igen og jeg glæder mig rigtigt meget til at støde til truppen i Danmark og komme på is med drengene.
Landstræner Jan Karlsson er begejstret for den nordamerikanske forstærkning.
– Jeg hilser Nikolaj meget velkommen på landsholdet. Det er sjældent, at man får en debutant med en så fremragende sæson bag sig. Det bliver enormt interessant at arbejde med ham frem mod og under VM.
Nikolaj Ehlers har i den forgangne sæson optrådt 72 gange for NHL klubben Winnipeg Jets, har scoret 15 mål og 23 assists.
Han støder til den danske landsholdstrup d. 20. april når truppen samles i Rødovre til kampene mod Norge (21. og 23. april).