En slovakisk fem minutters-udvisning i anden periode – kombineret med flere disciplinære dumheder – kostede gæsterne i Vojens Skøjtehal kampen i dag. Hjemmeholdet var Danmarks U18-mandskab, der scorede fire gange i overtal og vandt med 6-4. En flot skalp af de danske drenge, der dermed kom fra turneringen med to sejre og et enkelt nederlag.
– Det blev en lidt rodet kamp på grund af mange udvisninger, men gennemgående er jeg tilfreds med det, jeg har set over de seneste dage. Drengene har været ganske langt fremme i forhold til det, man kunne forvente, siger landstræner Martin Struzinski.
– Slovakiet er det første hold, vi møder ved VM i USA i april, så det var også godt lige at understrege overfor dem, at de ikke lige kommer til at køre os over, siger han.
Slovakkerne havde vundet de to første kampe i turneringen og førte både 1-0 og 2-1. Valdemar Ahlberg og Magnus Molge nettede for danskerne.
Den rød-hvide bølge kom i anden periode i overtal. Powerplaymål af Jacob Schmidt-Svejstrup, Rasmus Heine og Joachim Blichfeld sikrede Danmark en sikker føring.
– Powerplayspillet var måske ikke så poleret, men vi var over pucken inde foran mål og skarpe i den facet af spillet, siger Martin Struzinski.
Joachim Blichfeld scorede 6-3-målet og lukkede dermed festen i Vojens Skøjtehal, hvor 177 tilskuere havde fundet frem til Blikskuret.