Det danske kvindelandshold i ishockey har afsluttet et historisk IIHF Women’s World Championship på hjemmebane.
For første gang nogensinde nåede de danske kvinder kvartfinalen ved et A-gruppe VM – og de gjorde det foran et hjemmepublikum i Herning, der tog holdet til sig fra første kamp.
Undervejs leverede holdet en sejr over Japan og sikrede pladsen i A-gruppen til næste år. Stemningen i hallen var i en klasse for sig, og tilskuerne fik ishockey at se på det højeste internationale niveau.
Det var også tydeligt, at der er forskel på det danske hold og de allerbedste nationer i verden – og det er der ingen grund til at lægge skjul på. Men det tog ikke noget fra oplevelsen.
“Vi er stolte over det, vi har præsteret her. Holdet har kæmpet fra første til sidste minut, og opbakningen fra publikum i Herning har været fantastisk. Det er en meget flot præstation at nå kvartfinalen for første gang, og vi tager mange gode minder med hjem,” siger Morten Green, der er general manager for kvindelandsholdet.
VM-turneringen, der er spillet i både Herning og Esbjerg, fortsætter søndag og mandag med semifinaler samt bronzekamp og finale mandag – det hele foregår i Herning. USA møder Finland søndag kl. 15.00, mens Canada skal op imod Sverige kl. 19.00.
Danmarks Ishockey Union står bag VM-turneringen sammen med vores stærke partnere fra Herning Kommune, Esbjerg Kommune, Sport Event Denmark og IIHF.
Foto: Camilla Lafranz Baden