Danmarks Ishockey Union har indgået samarbejde med Penfor Forsikringsmægler, der fremover rådgiver DIU om risikostyring og forsikringsforhold.

Det er et partnerskab bygget på mere end papirarbejde. Både DIU og Penfor sætter fællesskab og ordentlighed i centrum – og netop derfor giver samarbejdet mening.

“I en sport og en organisation, der bygger på stærkt sammenhold, er det afgørende, at vores bagland er sikret med højeste integritet. Med Penfor får vi en partner, der leverer rådgivning og sparring på topniveau,” siger Michael Dupont, administerende direktør i Danmarks Ishockey Union.

Med Penfor på holdet får DIU en dedikeret ekspert, der håndterer unionens risici optimalt, så fokus kan blive der, hvor det hører hjemme: på isen.

“Vi er utrolig stolte af at træde ind som samarbejdspartner for Danmarks Ishockey Union. Vi glæder os til at blive en del af det stærke fællesskab og udvide vores samarbejde fra klubniveau til landsniveau,” siger Morten Vestergaard fra Penfor.

Penfor markerer det nye samarbejde ved samtidig at støtte det danske kvindelandshold ved IIHF Women’s World Championship, der lige nu afvikles i Herning og Esbjerg.