Der er i dag sat navne på de spillere, der skal repræsentere Danmark ved det kommende A-VM i Schweiz, hvor holdet åbner turneringen med et brag mod Tjekkiet på fredag.

Med en stærk kombination af international erfaring, fart, fysik og offensiv kvalitet rejser det danske landshold til VM med ambitionen om endnu engang at markere sig blandt verdens bedste nationer.

Optakten til VM har budt mange gode præstationer fra landsholdet. Undervejs blev det til to stærke sejre over Norge og Ungarn foran hjemmebanepublikummer i Rødovre og Odense, mens Slovakiet blev besejret 3-0 på udebane i sidste uge.

Det vidner om en stærk trup med masser af kvalitet, og general manager Morten Green ser frem til en spændende VM-turnering.

”Vi synes, vi har sammensat en trup med karakter, fart og sult. Det har været stærkt at følge holdet og de gode resultater de seneste uger. Vi har haft en rigtig god periode i camps, blandt andet hjemme på dansk is samt campen i Slovakiet, hvor vi har set mange stærke perioder i vores spil og en gruppe, der hele tiden har flyttet sig,” siger Morten Green og fortsætter:

”Vi er desværre røget ind i nogle alvorlige skader og dermed også en række afbud fra rutinerede spillere i løbet af optaktsfasen, særligt på backsiden, og det er selvfølgelig spillere, som normalt betyder meget for holdet. Sådan er vilkårene nogle gange op til en VM-turnering. Til gengæld synes jeg også, at det siger meget om bredden og udviklingen i dansk ishockey, at nye folk er kommet ind og har leveret utrolig godt.”

”Selvom vi har mistet noget rutine, så har vi stadig masser af erfaring, kvalitet og VM-rutine i truppen. Samtidig bliver det utrolig spændende at se nogle af de nye og yngre spillere få muligheden for at vise sig frem på den allerstørste scene. Det er en kæmpe oplevelse at spille VM for Danmark, og vi tager afsted med en trup, som vi tror meget på,” siger Morten Green.

I 2025 gik det hele op i en højere enhed, da det danske landshold henrykte hjemmebanepublikummet i Herning med gode præstationer i gruppespillet og senere en kvartfinalesejr over Canada.

Her i 2026 venter der et gensyn med Canada og en række andre stærke nationer i gruppespillet.

Danmark indleder VM-turneringen mod Tjekkiet på fredag, før der venter kampe mod Sverige, Canada, Slovakiet, Slovenien, Italien og Norge.

Se hele kampprogrammet her

De danske VM-kampe kan følges på Viaplay/TV3.

Den danske VM-trup:

Keepere:
Nicolaj Henriksen,
Mads Søgaard,
Frederik Dichow

Backer:
Malte Setkov,
Kasper Larsen,
Markus Lauridsen,
Morten Jensen,
Daniel Baastrup,
Anders Koch,
Jesper Jensen Aabo,
Phillip Bruggisser

Forwards:
Oliver Kjær,
Frederik Storm,
Alexander True,
Morten Poulsen,
Jacob Schmidt-Svejstrup,
Felix Scheel,
Patrick Russell,
Christian Wejse,
Phillip Schultz,
Mathias From,
David Madsen,
Nick Olesen,
Mikkel Aagaard,
Joachim Blichfeld