Danmarks ishockeylandshold er nomineret til prisen som Årets Hold 2025, der uddeles ved DR’s store gallashow SPORT 2025 den 3. januar i Jyske Bank Boxen i Herning. Nomineringen kommer efter et historisk VM-år, hvor Danmark spillede sig hele vejen til semifinalen – den bedste danske placering nogensinde ved et ishockey-VM.

Prisen uddeles i samarbejde mellem Bravida, DIF og Team Danmark og hylder ekstraordinære holdpræstationer på eliteplan. Sammen med ishockeylandsholdet er herrelandsholdet i håndbold og Danmarks 4 km-hold i banecykling nomineret.

At blive nomineret til den store pris vækker glæde hos elitechef og general manager for ishockeylandsholdet, Morten Green.

“Nomineringen betyder enormt meget, fordi den giver opmærksomhed til ishockey som sport i Danmark. Det glæder mig især, at landsholdets præstationer har været med til at samle så mange mennesker om ishockeyen og vist, hvad der er muligt, når vi løfter i flok. Nu må vi se, om vi kan vinde prisen, da det er et stærkt felt at være en del af, hvilket vi også er meget stolte af,” siger elitechef i DIU, Morten Green.

I begrundelsen for nomineringen til ishockeylandsholdet står følgende:
Danmarks ishockeylandshold har i 2025 leveret et historisk resultat ved at spille sig helt til semifinalen ved VM – en præstation, der gav genlyd i hele ishockeyverdenen. De sensationelle resultater, herunder den spektakulære kvartfinalesejr over Canada i Herning, understreger, at Danmark med langt mindre spillermateriale har et hold i absolut verdensklasse.

Prisen uddeles ved Sport 2025 den 3. januar. Læs mere her.