Landstræner Mikael Gath har udtaget en stærk landsholdstrup til den kommende testturnering i Epinal i Frankrig fra den 4. til 9. november.

Det er første gang siden det succesfulde VM i Herning og Stockholm, at ishockeyherrelandsholdet skal samles, og der skal spilles tre testkampe for at skærpe forberedelserne frem mod Vinter-OL i februar.

– Det er en vigtig samling for os, fordi det både er første og sidste mulighed for at samles, inden vi tager til Milano og OL. Vi har udtaget det bedste hold lige nu bestående af spillere fra Europa, så det er en god chance for spillerne til at vise sig frem, siger landstræner Mikael Gath og fortsætter om programmet for samlingen:

– Vi har et ganske tight program faktisk, men vi får det maksimale ud af det. Tirsdag er rejsedag, onsdag skal vi på is for at træne og kigge på det taktiske, hvorefter der er kampe torsdag, fredag og lørdag. Så vi kommer til at have et godt mix af forberedelse og kampe, siger Mikael Gath.

Landstræneren kan se tilbage på nogle gode måneder efter VM-turneringen i maj, og han har blandt andet brugt den mellemliggende periode til at tale en del med spillere og følge deres udvikling i nye miljøer.

– Jeg har set rigtig meget hockey, hvor mange af vores spillere har fået nye klubber. Alexander True og Joachim Blichfeld er rykket til Finland, Patrick Russell og Matias Lassen er kommet til Tyskland, mens Markus Lauridsen og Anders Koch er rykket til henholdsvis Italien og Østrig. Det har været spændende for mig at se spillerne i i nye miljøer og andre roller, og jeg arbejder på, hvordan vi kan få det udviklet på landsholdet også, mens vi skal bygge videre på ånden fra VM i Herning og forhåbentligt blive endnu bedre i vores spil til OL, siger Mikael Gath.

Som en del af IIHF’s nye kampformat, European Cup of Nations, streames alle kampe fra turneringen på IIHF TV, som du kan finde her.

Vi er også blevet oplyst om, at kampene kan streames via det franske forbunds streamingtjeneste her. 

Udtagne spillere

  • Frederik Dichow

  • Mathias Seldrup

  • Anders Koch

  • Jesper Jensen Aabo

  • Markus Lauridsen

  • Matias Lassen

  • Nicholas B. Jensen

  • Oliver Lauridsen

  • Malte Setkov

  • Alexander True

  • Christian Wejse

  • David Madsen

  • Felix Scheel

  • Philip Schultz

  • Joachim Blichfeld

  • Mathias Bau

  • Mathias From

  • Mikkel Aagaard

  • Morten Poulsen

  • Nikolaj Krag

  • Nick Olesen

  • Nicklas Jensen

Kampene spilles som følger:

Torsdag den 6. november, kl. 20:45: Frankrig vs. Danmark
Fredag den 7. november, kl. 16:00: Danmark vs. Ungarn
Lørdag den 8. november, kl. 15:00: Danmark vs. Norge