Copenhagen Lions-målmanden Jonathan Willumsen drog i fredags til De Forenede Arabiske Emirater, hvor han i den kommende sæson skal være målmandstræner i klubben Abu Dhabi Storms.
Jonathan Willumsen, i fjor målmand for Copenhagen Lions i 2. division Øst, skal træne samtlige klubbens målmænd, og samtidig være reservemålmand for Abu Dhabi Storms i den lokale liga – i fald den lokale målmand bliver skadet.
Det er DIU-formand Henrik Bach Nielsens kontakter i IIHF og De Forenede Arabiske Emirater, der har givet Jonathan Willumsen muligheden for at komme af sted, og det er både med egne erfaringer og ikke mindst DIU’s træningsmapper i kufferten, at Willumsen tager af sted.
– Det var en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg tog kun minutter om at beslutte mig, da tilbuddet kom. Jeg glæder mig over, at DIU og Theis Møller (unionens målmandsansvarlige) tænkte på mig, da de fik tilbuddet fra Abu Dhabi.
– I Abu Dhabi er de meget imponeret over de resultater, vi har skabt her i Danmark med et lille spillergrundlag. Så det er danske model, jeg tager med mig, og jeg glæder mig til at arbejde med de lokale spillere, siger 26-årige Jonathan Willumsen.
Han har sagt sit job som karroserismed op for at gribe muligheden for et eksotisk ishockeyeventyr, og kontrakten løber frem til maj 2016.
– Det bliver en oplevelse for livet. Det er jeg overbevist om. Jeg kan godt lide tanken om, at de satser på deres egne spillere, og derfor gør det heller ikke noget, at jeg kun skal spille, hvis målmanden bliver skadet, siger Jonathan Willumsen.
Abu Dhabi Storms spiller i den lokale liga, der i fjor talte seks mandskaber. Træneren er fra Ungarn, og klubben havde i fjor seks imports i truppen. Det er planen, at Storms-mandskabet skal være endnu mere lokalt baseret i den kommende sæson. Og altså med et dansk islæt i boksen og i kulissen.