Der er præcis 100 dage til, at Ishockey VM 2025 tager sin begyndelse i Danmark og Sverige. Salget af billetter har indtil nu været dagsbilletter samt VIP – men fra på fredag den 31. januar, klokken 10.00 går salget i gang af enkeltkampsbilletter hos Ticketmaster.dk

”Vi kunne jo glædeligvis melde ud om +100.000 solgte billetter for et par uger siden, så der har været fantastisk opbakning indtil nu – både fra danske og internationale fans, og det håber vi naturligvis fortsætter frem mod VM, hvor vi nu går ind i en billetfase, hvor tilskuere kan købe billetter til lige præcis deres favoritkampe. Men man skal skynde sig – for flere af de danske kampdage er meget tæt på udsolgte, men der er stadig billetter at få, så man kan blive en del af den store ishockeyfest, der venter i maj i Jyske Bank Boxen,” fortæller Ulrik Larsen, direktør for Ishockey VM 2025 i Herning.

Til de danske kampe kan billetter købes i 7 forskellige kategorier, hvor prisintervallet vil være 195 – 955 kroner ex. gebyr. Til de øvrige kampe uden dansk deltagelse er prisintervallet 70 – 955 kroner ex. gebyr.

”Vi vil gerne skabe en oplevelse for alle i Jyske Bank Boxen med muligheden for at se ishockey på allerhøjeste niveau – og også med en gratis stor fanzone. Så uanset om man er kæmpe hockeyfan eller ej, så vil der være billetter til salg på et prisniveau, hvor mange kan være med. Vores mål er i alt at nå op på 150.000 billetter, for det vil betyde, at det danske landshold til samtlige 7 kampe får en massiv rød/hvid opbakning fra hele Boxen.

Link til enkeltkampsbilletter – der åbnes fredag den 31. januar, klokken 10.00: https://www.ticketmaster.dk/artist/2025-iihf-ice-hockey-world-championship-billetter/1285123

Nærmere info omkring VIP-billetter kan fås her:     https://ishockey.dk/vm25

Partnerskabskredsen for Ishockey VM 2025

Danmarks Ishockey Union arrangerer verdensmesterskabet gennem projektselskabet Ishockey VM 2025 for det internationale ishockeyforbund, IIHF. VM-projektet støttes af Sport Event Denmark, Herning Kommune og Region Midtjylland. Yderligere danske partnere er Dansk Metal, Scandic, Ticketmaster og PHØNIX TAG.