Allerede her i midt i januar har vi nu rundet en flot milepæl i forhold til billetsalget til Ishockey VM 2025, der begynder den 9. maj i Herning. +100.000 billetter er blevet solgt til Jyske Bank Boxen, hvor der i alt skal spilles 30 kampe. Målsætningen er 150.000 solgte billetter i alt til kampene i Herning – et mål som stadig er realistisk, her små fire måneder før VM tager sin start.
”Vi kan slå én ting fast – hockeyfesten er sikret i Herning, og vi er meget glade og taknemmelig for hver og én, der allerede nu har købt billet til kampene i Jyske Bank Boxen. Vi oplever stadig stor interesse hver dag – også her i januar, hvor folk måske for alvor har fået øje på, at der altså nu kun er fire måneder til VM. Så det er fantastisk at mærke den opbakning til årets helt store sportsbegivenhed i Danmark,” fortæller Ulrik Larsen, direktør for Ishockey VM 2025 i Herning.
FLERE KAMPDAGE MED BLOT FÅ BILLETTER
Der er flere af de danske kampdage, hvor der virkelig er tryk på billetsalget – det gælder både alm. dagsbilletter samt VIP-pakkerne. Håbet er også 7 udsolgte danske VM-kampe – som tilfældet var i Herning i 2018. Der er plads til 10.500 tilskuere pr. kamp i Jyske Bank Boxen.
”Vi mærker også enorm interesse fra udlandet, der igen ønsker at komme til Herning – specielt fra Tjekkiet, Schweiz, Tyskland og Norge, men ellers er det danske tilskuere fra hele landet, som ønsker at blive en del af denne store event. Så jeg kan kun opfordre folk til at få sikret sig sine billetter hurtigst muligt – uanset om man er passioneret hockeyfan eller ej, for det bliver en rød/hvid fest, hvor der er plads til alle,” understreger Ulrik Larsen.
ALM. BILLETTER KAN KØBES HER: https://www.ticketmaster.dk/artist/2025-iihf-ice-hockey-world-championship-billetter/1285123
VIP-MULIGHEDERNE KAN SES HER: https://ishockey.dk/vm25/
Ud over de 30 kampe i Jyske Bank Boxen, så bliver der også en gratis officiel fanzone, hvor alle er velkomne. En fanzone, der bliver udvidet i forhold til 2018 med aktiviteter og størrelse, så der i alt er 18.000 kvm at boltre sig på – både indendørs og udendørs ved Messecenter Herning.
Partnerskabskredsen for Ishockey VM 2025
Danmarks Ishockey Union arrangerer verdensmesterskabet gennem projektselskabet Ishockey VM 2025 for det internationale ishockeyforbund, IIHF. VM-projektet støttes af Sport Event Denmark, Herning Kommune og Region Midtjylland. Yderligere danske partnere er Dansk Metal, Scandic, Ticketmaster og PHØNIX TAG.