PRESSEMEDDELELSE FRA DANMARKS ISHOCKEY UNION OG LIGAFORENINGEN

25. juni 2015

DIU og Ligaforeningen kan til morgen konstatere, at næsten alle spillere i Metal Ligaen har tilbagekaldt deres kommercielle rettigheder fra Danske Elitesportsudøveres Forening (DEF), så de nu igen ligger i ligaklubberne. Spillerne kan derfor nu roligt gå på sommerferie samt forberede sig på en helt normal sæsonstart i Metal Ligaen 2015/16, der starter i september måned.

Forhandlingerne imellem DIU/Ligaforeningen og DEF stoppede i tirsdags, men fristen for at spillerne kunne returnere deres kommercielle rettigheder udløb i aftes kl. 23.59, og på dette tidspunkt havde klubberne modtaget stort set alle rettigheder retur.

– Det er selvfølgelig meget positivt, at klubberne i dag ikke skal sige farvel til deres spillere, og de sidste kun 3-4 spillere, der endnu ikke har tilkendegivet hvad de agter at gøre med deres rettigheder, indkalder klubdirektørerne nu til en snak, som gerne skulle ende med, at de også falder på plads indenfor de næste par dage, siger DIU’s direktør Ulrik Larsen.

– Alle spillerkontrakter opgraderes nu (også eksisterende kontrakter) til DIU’s nye og forbedrede standardkontrakt, som indfrier de ønsker, som størstedelen af spillerne har haft, slutter Ulrik Larsen

Ligaforeningens formand, Klaus Rasmussen fra Sønderjyske, siger om udviklingen siden forhandlingsstoppet i tirsdags: – Det er så glædeligt for ishockeysporten, at alle nu kan gå på sommerferie og se frem sig til sæsonstart på Metal

Ligaen i september måned.

– Vi vil i Ligaforeningen nu gøre alt for, at spillerne mærker forbedringerne i den kommende sæson, og med spillernes deltagelse i forskellige DIU-udvalg er jeg samtidig sikker på, at vi får styrket dialogen imellem spillere og ledere.

– I forhold til DEF anerkender vi, at man forsøger at skabe gode og trygge rammer for ishockeyspillerne i Danmark. Vi vil efter sommerferien samle op på de emner, som vi begge – til trods for uenigheden – mener, skal have fokus på i dansk ishockey fremover. Vi kan kun være interesseret i, at vores spillere er tilfredse i deres klubber, og vi opfordrer DEF til løbende dialog med Ligaforeningen, også hvis der opstår konkrete sager, der kræver ekstra opmærksomhed og handling, lyder det fra Klaus Rasmussen.

Kontaktdata:
Klaus Rasmussen, formand for Ligaforeningen: 2448 2320
Ulrik Larsen, direktør DIU: 2046 9541