Det danske kvindelandshold har hjemmebane ved det kommende VM som spilles fra 25. august til 4. september i Frederikshavn og Herning. Landstræner Björn Edlund har udtaget sin trup
Der skrives historie på dansk is senere denne måned, når Danmark for første gang er vært ved kvindernes VM for verdens bedste nationer.
Turneringen, der tæller 10 hold, spilles i Frederikshavn og Herning. Danmark har hjemmebane i Frederikshavn i gruppespillet, hvor fem hold dyster om tre pladser i kvartfinalen og om at undgå sidstepladsen, der betyder nedrykning til Division I.
Danmark spiller sin første kamp mod Sverige 25. august og har derefter yderligere tre kampe i Pulje B mod Tjekkiet, Ungarn og Tyskland.
Efter en intensiv træningslejr og to kampe mod Ungarn i den forgangne weekend, som blev vundet med 2-1 og 3-2, har landstræner Björn Edlund nu udtaget sin trup, som består af 23 spillere i alt.
Edlund spiller sin første VM-turnering med det danske landshold, men kender efterhånden sin trup rigtig godt efter flere træningslejre i 2022.
– Jeg er meget tilfreds med den trup, vi kan præsentere ved VM. Det er en god blanding af unge spillere som er sultne og mere erfarne spillere, som har prøvet at spille både OL og VM på højeste niveau. Vi kommer lige fra en god træningslejr, hvor vi fik svar på en del spørgsmål og vi føler os trygge før VM. Vi er spændte og klar på det, der venter og håber på stor opbakning fra et entusiastisk publikum, siger han.
Danmark møder de forsvarende olympiske mestre og verdensmestre fra Canada i en testkamp 20. februar og dagen efter møder Danmark Finland – nummer tre på verdensranglisten – i træningskamp nummer to op til VM. Begge kampe spilles i Rødovre.
Danmarks VM-kampe spilles som følger:
25. august 19:30 mod Sverige (Frederikshavn) – 27. august 19:30 mod Tjekkiet (Frederikshavn) 28. august 17:00 mod Ungarn (Frederikshavn) – 30. august 19:30 mod Tyskland (Frederikshavn)
Pulje A spilles i Herning, Pulje B i Frederikshavn. Tre kvartfinaler i Herning, der også er vært for slutkampene. En kvartfinale i Frederikshavn, hvor der ligeledes er placeringskampe.
Billetter køber du her: