Et par fremragende ishockeyuger er nu overstået og sjældent har ishockeyen fået så meget omtale som de seneste uger, hvor både kvindelandsholdet og herrelandsholdet serverede fantastiske resultater og kampe ved OL i Beijing. Det hele kulminerede med herrernes fremragende kvartfinale mod Ruslands Olympiske Komité.
Kort efter danskernes hjemkomst fra OL blev scenen overtaget af en fabelagtig Metal Final4-turnering i Aalborg foran fulde huse både fredag og lørdag aften. En kæmpe fest med ishockeyen i centrum.
Hele vejen igennem har ishockeykaravanen været Danmark rundt. Karavanen havde ”sporten i bagagerummet” og mødte et hav af glade voksne og ikke mindst børn rundt omkring i Danmark, hvor kommuner og lokale klubber bød hjerteligt velkommen på de udendørs skøjtebaner og på CopenHill på Amager. Karavanen begyndte sin tur rundt i Danmark i Københavnsområdet, drønede over Nord- og Midtjylland og endte på torvet i Aabenraa i Sønderjylland.
– Landsholdene gør os stolte ude i verden, og vi har virkelig kunnet mærke begejstringen i hele landet. Det er tydeligt, at ishockey er noget, man har talt om – også blandt folk, der ikke kendte sporten i forvejen. Forhåbentlig er der masser af nye børn, der har fået øjnene op for vores dejlige sport. Det er i hvert fald vores fornemmelse, siger udviklingskonsulent i Danmarks Ishockey Union, Christina Benn.
– Det var en helt forrygende dag, da vi havde karavanen i Aalborg, siger formand for AaB Ishockey, Preben Jensen om arrangementet, der blev holdt på den åbne skøjtebane på C.W. Obels Plads i midtbyen.
– Vi havde 12 hjælpere derinde og et hold U7’ere, der spillede ishockey i deres AaB-dragter, samtidig med, at karavanens aktiviteter var i gang. Der var mange folk ude at handle som kom forbi til en ishockeysnak og vi havde interesse fra både lidt større og yngre børn, som siden har været ude for at prøve ishockey. Hvad kunne vi have gjort bedre? Måske planlægning i lidt bedre tid og dermed også mulighed for at annoncere lidt bredere end på Facebook. Jeg håber, karavanen vender tilbage på et tidspunkt. Det var et godt initiativ, siger Preben Jensen.
Han mærkede i den grad hockeysnak omkring OL. Ikke mindst da AaB Ishockeys skolehockey holdt introdag for 90 aktive, søskende og forældre.
– Snakken gik over saftevanden og kaffe og folk var begejstrede over OL-indsatsen. I det hele taget kan vi ikke få armene ned her i Aalborg. 10.000 mennesker i hallen til Metal Final4 og et medlemstal på 576 ved årsskiftet mod 470 medlemmer i sidste sæson. Ishockeyen trives i Aalborg, siger Preben Jensen.
Hvornår kan man begynde med at spille ishockey? Stort set så snart man stavre af sted på sine ben og fødder, kan man også tage skøjter på. Spørg bare NHL-stjernerne Frans Nielsen og Lars Eller, der begge var på isen næsten før de kunne gå.
Der er 17 ishockeyklubber herhjemme placeret over hele landet, og du kan få den perfekte introduktion som forældre og ny aktiv via hjemmesiden http://nytilishockey.dk/