En af sæsonens helt store ishockeybegivenheder på internationalt plan finder sted fra 26. august til 4. september – og det endda på dansk is. Danmark er nemlig vært for kvindernes VM, hvor verdens 10 bedste nationer mødes.
I forrige uge faldt brikkerne endeligt på plads i forhold til værtsbyerne og det bliver altså Herning og Frederikshavn, der skal være værter for international ishockey i topklasse. To traditionsrige ishockeybyer, der begge har lagt is til mange store kampe gennem tiderne – både på nationalt og internationalt plan.
Frederikshavn skal være hjemmebane for det danske ishockeylandshold, og direktør for Danmarks Ishockey Union, Ulrik Larsen, glæder sig at Vendsyssels sportshovedstad igen bliver vært for et internationalt arrangement.
– Frederikshavn har tidligere vist sig vist som arrangør for store sportsevents, og vi er stensikre på, at byen er klar til at tage imod de mange gæster. Frederikshavn har et attraktivt bymiljø og meget fine faciliteter til gæster fra hele verden. Vi glæder os til at udsmykke Nordjyske Bank Arena, så det bliver til en arena i international topklasse, siger han.
– Vi er sikre på, at byen og de mange ishockeykyndige tilskuere og folk i byen kommer til at danne en begejstret ramme for vores landshold, der vandt mange hjerter ved den nylige OL-kvalifikation. Spillerne glæder sig allerede. Kvindernes VM har høj prioritet hos det internationale ishockeyforbund (IIHF) og det er en turnering, der har hele ishockeyverdenens bevågenhed. Det bliver sport i international topklasse, vi kan præsentere i Frederikshavn, der får masser af opmærksomhed om omtale, tilføjer Ulrik Larsen.
– Samtidig håber og tror vi på, at Frederikshavn og hele Nordjylland kommer til at give vores danske ishockeykvinder den optimale opbakning i kampen for en plads i kvartfinalen.
Danmark, Japan, Tyskland, Tjekkiet og Ungarn skal ud i en række nervepirrende dramaer i kampen om tre kvartfinalepladser. De to nederst placerede mandskaber i ”frederikshavner-gruppen” må en tur ned i Division IA.
Den anden værtsby bliver Herning, der allerede har været VM-vært. Det var naturligvis tilbage i 2018, hvor ”Hedens Hovedstad” og Jyske Bank Boxen dannede halvdelen af et storslået VM-arrangement sammen med København. Dengang var der fest i gaderne i Herning, og det bliver der naturligvis også, når midtjyderne i august og september bliver vært for Canada, Rusland, Schweiz, Finland og Rusland, der spiller i Kvik Hockey Arena. Både i den indledende pulje og det efterfølgende slutspil.
De fem bedste VM-nationer dyster om seedning frem mod kvartfinalerne, og publikum i Herning kan se frem til mange klassiske opgør – ikke mindst Canada mod USA, der er cremen af kvindeishockey på verdensplan.
De to hold har med få undtagelser domineret kvindeishockeyen på verdensplan totalt, men er på det seneste blevet udfordret hidsigt af Finland, der har finsk-danske Michelle Karvinen som den store stjernespiller.
– Vi er slet ikke tvivl om, at Herning er i stand til at løfte endnu et stort sportsarrangement. Det har byen bevist adskillige gange. Det sportslige produkt er ligeledes attraktivt og i absolut topklasse, så forhåbentlig finder mange tilskuere vej til Kvik Hockey Arena, siger Ulrik Larsen.
– I det hele taget glæder vi os enormt til at præsentere kvindernes VM i Danmark, og valget af Herning og Frederikshavn var et resultat af to ishockeykommuner, der præsenterede en attraktiv samlet pakke – både når det gælder omgivelser, hoteller, arenaer og ikke mindst økonomi. Hvis ikke der fra kommunens side kan leveres fleksibilitet omkring skøjtehal, udvidede istider, samarbejde omkring frivillige og ikke mindst opbakning til den bagvedliggende økonomi, så kunne vi slet ikke påtage os opgaven, men der føler vi os trygge i de aftaler der er lavet med både Frederikshavn og Herning Kommune.
– Selv om vi spiller i Jylland, bestræber vi os på, at det bliver en fest for hele ishockey-Danmark. Vi er helt bevidste om, at mange af vores landsholdsspillere er et produkt af stærkt talentarbejde øst for Lillebælt, og derfor håber vi at kunne trække mange fynske og sjællandske tilskuere til det jyske, siger ishockeydirektøren.