En trist nyhed tikkede her til aften ind hos Danmarks Ishockey Union og ikke mindst staben omkring kvindelandsholdet, der siden fredag har været samlet i Rødovre for at forberede sig til et historisk VM i selskab med verdens bedste nationer.
VM-turneringen skulle have været spillet i Halifax og Truro – for Danmarks vedkommende i sidstnævnte by – i delstaten Nova Scotia, men netop delstatens regering har i dag aflyst afviklingen af VM på grund af den kritiske Covid19-situation og de deraf sikkerhedsmæssige følger ved ind- og udrejse.
Det danske mandskab skulle være fløjet til Canada torsdag, og det var naturligvis en meget trist melding for kvindelandsholdet, der også fik aflyst VM-deltagelsen i fjor.
Et lille håb klynger sig dog til, at det internationale ishockeyforbund, IIHF, håber at kunne afholde VM senere på sommeren i 2021.
– Kvindelandsholdet havde forberedt sig grundigt til VM og spillet op med flere af verdens bedste nationer i løbet af den her sæson. Vi har fået understreget spillernes stærke og seriøse indstilling til opgaven gennem hele 2020/21-sæsonen, og arbejdet på den første del af VM-campen i Rødovre gjorde ikke vores forventninger til VM mindre. Vi føler virkelig med spillerne og staben og er virkelig kede af situationen på deres vegne, siger Kim Pedersen, General Manager for de danske landshold.
– Alle var mentalt forberedt til en hård periode i ”boblen” op til VM og havde virkelig sat sig op til en måned, hvor de kun skulle tænke på ishockey. Der er ikke noget at sige til, at alle i landsholdslejren er dybt skuffet og næsten i en tilstand af chok lige nu, tilføjer han.