Skøjtehallerne begynder så småt at være nedkølede igen, og vi skal på foreningsniveau i gang med vores sport, som vi alle blev frarøvet i marts måned.

Vi modtager allerede nu en del spørgsmål fra trænere og ledere, om hvordan man skal forholde sig i forbindelse med genåbningen.

Vi er fortsat i løbende kontakt med DIF og forsøger at lægge det pres, der nu engang er muligt. Indtil videre er resultatet af dette blevet de ajourførte retningslinjer fra den 21. juli 2020, som vi beder jer læse nøje, og som giver svar på mange spørgsmål.

Vi skal understrege følgende, som vi beder alle om at tage særligt hensyn til:

  • I jeres afvikling af træninger, kampe, osv. skal I tænke efter devisen ”afstand når det er praktisk muligt”
  • Der må ikke anvendes snus af nogen deltagere i træning eller kamp – hverken spillere eller trænere!
  • Sørg for, at der bliver gjort rent/afsprittet på daglig basis, hvor det er nødvendigt – ekstra opmærksomhed mod faciliteter der benyttes af flere hold (især fitnesslokalet!)
  • Understreg for jeres spillere, at håndhygiejne er ekstremt vigtigt; sørg for, at der er håndsprit tilgængeligt i omklædningsrum og i spillerbokse
  • Der må ikke opstilles fælles serviceborde med frugt, snørebånd, etc. – dette udleveres efter behov fra servicepersonale
  • Drikkedunke m.m. skal være strengt personlige
  • Sørg for at evt. tilskuere til træninger, træningskampe, osv. sidder ned og i øvrigt overholder de i DIF retningslinjerne foreskrevne plads- og antalskrav
  • I forhold til Camps så henviser vi til DIFs retningslinjer for sommercamps – se vedhæftede dokument

 

Vi får allerede i denne uge praktiske erfaringer, da DIU Metal Development Campen netop nu løber af stablen, og når vi lørdag eftermiddag har sendt små 100 U16-, U17- og U18-spillere hjem, er vi formentlig klogere på mange praktiske elementer ved at have spillerne tilbage i hallen, på isen og i omklædningsrummene.

I er som altid velkommen til at kontakte os, såfremt I har konkrete spørgsmål, der ikke synes at være afdækket i vedhæftede vejledning.

Kontakt udviklingskonsulent Christina Benn cbe@ishockey.dk eller direktør Ulrik Larsen ula@ishockey.dk