Danmarks Ishockey Union har gjort status efter Corona-krisen brød ud og lukkede både samfundet og ishockeysporten ned.
Lige nu er status som de fleste ved, at samtlige forårets VM-turneringer – nu også inklusive VM i Schweiz – er aflyst. Vi er på den baggrund i fuld gang med at vurdere tingenes tilstand og afslutte sæsonen 2019/20
Vi tager selvfølgelig alle mulige forbehold for verdens tilstand, men foreløbig håber og tror vi på, at vi spiller ishockey og begynder sæsonen som planlagt i slutningen af sommeren.
Derfor forbliver DIU-administrationen uændret og der arbejdes frem mod de kommende konkluderende begivenheder, ikke mindst ungdomsmødet og repræsentantskabsmødet, så vi kan være så klar som overhovedet muligt til den kommende sæson.
Samtidig arbejder vi på at få alt materiale – eksempelvis love- og turneringsbestemmelser – og alle hjemmesider finjusteret samtidig med, at vi overordnet forbereder os til den kommende sæson uden at sætte endelige krydser i kalenderen, før situationen er normaliseret igen. Vedr. Metal Ligaen vil der ligeledes fortsat blive arbejdet på de allerede planlagte tiltag og planer, så vi også her er så forberedte som muligt til den kommende sæson.
Vi opfordrer klubberne, hvis overskuddet er til stede, til også at bruge tiden og ressourcerne til at bygge op til den kommende sæson således, at vi alle kan stå klar, når vi forhåbentlig snart igen ”kommer ud på den anden side.”
Samtidig modtager vi gerne input fra klubberne til, hvad vi kan forbedre fra DIU’s side i vores gensidige samarbejde, så vi fortsat kan løfte positivt og i flok.
DIU’s medarbejdere arbejder hjemmefra og vi følger naturligvis regeringens retningslinjer. Med jævnlige opfølgende møder på telefonen, forsøger vi at være så effektive som muligt i denne både særlige og vanskelige situation, men vi står til rådighed for alle klubber og kan fanges på både mobil og mail. Se vedhæftede link for kontakter: https://ishockey.dk/administration-og-sportsafdeling/
Venlig hilsen,
Ulrik Larsen, Direktør, Danmarks Ishockey Union