13 af 17 danske ishockeyklubber var i den forgangne weekend i sving med Ishockeyens Dag. Det blev som altid en hyggelig dag med mange nye, potentielle ishockeyspillere og ikke mindst masser af smil og leg på skøjter hele Danmark rundt.

Flere klubber havde forskellige specielle tiltag i forbindelse med Ishockeyens Dag – f.eks. Bring a Buddy i Aalborg og konkrete invitationer til nogle interesserede børn i Herning – andre klubber stod klar med et helt åbent arrangement.

 – Det er superfint, at klubberne finder et koncept eller en metode, der giver mening for dem og for de deltagere, der kommer på Ishockeyens Dag hos dem. Det handler først og fremmest om at vise hvor fantastisk vores sport er, og at deltagerne får en god oplevelse, siger udviklingskonsulent i Danmarks Ishockey Union, Christina Benn.

 

– Når klubberne holder Ishockeyens Dag i samme weekend bliver det muligt for os i DIU, at promovere arrangementerne samlet, og det giver lidt ekstra opmærksomhed. Vi så for eksempel, at flere lokale medier var ude for at lave reportager om klubberne, tilføjer hun.

 

Omkring 200 børn fik prøvet ishockey i den forgangne weekend, og det tal finder Christina Benn absolut tilfredsstillende.

 

Tre klubber holder Ishockeyens Dag i den kommende weekend:

Odense Ishockey Klub d. 18. januar kl. 13-17 i forbindelse med ”Sportslørdag”, som afvikles i hele Odense

Hvidovre Ishockey Klub d. 19. januar kl. 9.15-13.00

Amar Ishockey Club d. 19. januar kl. 11.15-13.00.

 

– Det er vigtigt at understrege, at langt de fleste klubber har begynderhold, hvor de nye spillere frit kan komme forbi for at prøve ishockey. Så det er ikke kun på Ishockeyens Dag, klubberne står klar til at rekruttere, men også på daglig basis, siger Christina Benn.