På det seneste bestyrelsesmøde hos Danmarks Ishockey Union besluttede bestyrelsen at tilføje endnu et fyrtårn, der tillægges de fire fyrtårne, som bestyrelse og union allerede arbejder med. Nøgleordet er talentudvikling.
– Vi er under pres i forhold til udviklingen af vores talenter. Det kan vi se på resultaterne i kampene mod de nationer, vi normalt sammenligner os med. Det har ikke været godt nok de seneste sæsoner. Derfor arbejder vi nu med øget økonomi og et nyt fyrtårn, hvor vi arbejder med alle aspekterne af talentudvikling.
– Vi vil gribe fat i alle diskussioner og facetter for at få udviklingen vendt positivt igen via seminarer, idéer og total åbenhed og nysgerrighed overfor klubber og træneres input, siger Henrik Bach Nielsen, formand for DIU.
Der er allerede investeret i udviklingen. Der har været 60 ekstra samlingsdage i 2019 i forhold til året forinden, og der skal nu endnu mere fokus på Eliteklasser og Kraftcentre rundt omkring i landet. Samtidig vil Danmarks Ishockey Union arbejde hårdt for, at trænerne ude i klubberne bliver endnu bedre, så de unge ishockeyspillere får den optimale kvalitet i hverdagen.
Desuden vil Danmarks Ishockey Unions bestyrelse arbejde på at få reduceret antallet af importspillerne i Metal Ligaen.
– Der skal gerne være plads til flere af vores unge spillere på højeste niveau, så vi vil meget gerne se på mulighederne for at reducere antallet af udenlandske spillere. Vi er helt klar over, at det er et emne, der vil afstedkomme masser af diskussion, så det bliver i samarbejde med og i respekt for Ligaforeningen og dens medlemmer, siger Henrik Bach Nielsen.
Det var også tid til at gøre status over de fire fyrtårne, som DIU-bestyrelsen har peget på i det seneste år med stor hjælp fra det flotte VM-overskud, som blev offentliggjort i foråret.
Allerede for et år siden blev en stor satsning på kvindelandsholdet lanceret, og den gav pote i form af en historisk oprykning til den bedste VM-division. Satsningen fortsætter frem mod VM i Canada til foråret 2020, blandt andet med træningslejr og deltagelse i en meget stærkt besat turnering i Sochi i den kommende uge.
Ligeledes er det gået godt med rekrutteringen, som også var et fyrtårn. I april rundede Danmarks Ishockey Union for første gang nogensinde over 5000 registrerede ishockeyspillere. Isfladerne herhjemme er godt fyldt op, men rummer plads til flere. Det skal udnyttes med Danmarks Ishockey Unions skarpe udviklingskonsulent, Christina Benn, i spidsen.
Det er også lykkedes med en øget satsning på opmærksomhed på Metal Ligaen via de digitale medier. Metal Ligaens nye hjemmeside har inklusive liveupdaten haft over 2 millioner sidevisninger siden 1. september, og både på Facebook og Instagram stiger antallet af følgere hver uge. De lokale medier i “ishockeyområderne” dækker Metal Ligaen på stærkeste vis, og der forventes over 10.000 tilskuere til Metal Final4-weekenden i Aalborg i slutningen af januar og begyndelsen af februar.
Det fjerde fyrtårn – uddelingen i den såkaldte klubpulje – har også skabt økonomi og rum for flere glimrende ishockeyprojekter i hele landet.