Dansk ishockey er blevet en ildsjæl mindre. Den tidligere formand for Odense Ishockey Klub, Jørgen Jensen, er afgået ved døden. Han var samtidig en højt respekteret leder i dansk ishockey.
I mange år var Jørgen Jensen mr. Ishockey i Odense, og den altid populære, venlige og mangeårige formand for OIK var en af de ildsjæle, som folk bare holdt af.
I 13 år var han førstemand i den fynske ishockeyklub, inden han i 2008 overlod formandsposten til Søren Mikkelsen.
Forinden havde Jørgen Jensen haft roret i den stadig største tid i odenseansk ishockey i begyndelsen af dette årtusinde, hvor euforien herskede og guldmedaljen var indenfor rækkevidde for første gang i fynsk ishockeys historie.
Netop guldmedaljen til odenseansk ishockey ville Jørgen Jensen så gerne have oplevet.
I sidste uge styrtede han desværre voldsomt på den nye cykelbane i Odense – et stenkast fra Bryggeriet Vestfyen Arena. Han kom sig aldrig over følgerne.
Jørgen Jensen var olympisk deltager ved OL i 1968, og var, ved siden af sin stadig
glødende interesse for ishockeyen, en ivrig cykelrytter.
Han er far til den mangeårige spiller, træner og profil i Odense-ishockeyen, René Jensen, der her i aften bekræftede dødsfaldet overfor det lokale medie, Fyens Stiftstidende.
Æret være Jørgen Jensens minde.