Det danske U20-landshold tog en fin skalp i Letland i dag, da værtsnationen blev besejret med 2-0. Målmand Albert Adamsen stod en glimrende kamp og formåede at holde buret rent i 60 minutter.

Samtidig blev Lasse Mortensen efter kampen kåret til turneringens bedste back. Glimrende af Rødovre-spilleren, der var stærkt medvirkende til en stærk, dansk defensiv.

– Vi blev bedre og bedre dag for dag. Hviderusland slog også Letland 2-0 med sidste mål i tomt i går. Absolut godkendt, og trænerteamet er udfordret frem mod VM i forhold til at vælge spillere, siger Olaf Eller fra Ventpils i Letland.

Danmark kom foran 1-0 ved Christoffer Gath i det 37. minut, og da letterne plukkede målmanden ud, scorede Magnus Molge i tomt bur.

Dermed blev Danmark toer i turneringen efter et bomstærkt Hviderusland-mandskab, der vandt 10-2 over Østrig i eftermiddag og samlet vandt 16-3 i tre kampe. Hviderusserne bliver vanskelige at danse med for de øvrige A-nationer i USA i juledagene.