Det danske U18-landshold for kvinder fik i dag et stort nederlag mod de norske rivaler. Norge vandt 6-1 over Danmark på en dag, hvor det var tydeligt, at Danmark har det yngste hold i turneringen. Sådan lyder konklusionen fra den ene af to landstrænere, Bjørn Peters, fra Miskolc i Ungarn.

Danmark spillede i en flot kulisse med mange danske og norske tilskuere. De norske tilskuere lagde pres på fra starten, og det gjorde de danske spillere lidt usikre. Det samme gjaldt dommer trioen.

Danmark blev ramt af en lidt tvivlsom udvisning efter to minutter, og Norge scorede et heldigt mål, som gjorde det danske forsvar endnu mere usikkert de næste minutter. Norge scorede til 2-0 efter 9.28, herefter samlede løvinderne sig selv op og kom godt tilbage de sidste 10 minutter af første periode.

De første 10 minutter af 2. periode spillede Danmark udmærket og stod ok i forsvaret, men et par fejl kostede hurtige norske mål, og det danske hold faldt kollektivt sammen. Ind kom Cassandra Repstock-Romme som afløser for Martine Terrida i målet. Stillingen efter anden periode var 5-0 i norsk favør.

Tredje periode blev bedre, og Danmark spillede lige op med Norge i de perioder, hvor spillerne kommunikerede og holdt aftalerne. Lilli Friis-Hansen scorede efter 46 minutter og blev siden belønnet som kampens bedste dansker.

– Med en skudstatistik på 43-19 i Norsk favør, kan man se, at vi ikke var så langt væk, men der skal holdes fokus samtlige 60 minutter, også selv om dommerkendelserne går os lidt imod, siger Bjørn Peters.

– Det bliver meget vigtigt især når vi ser frem mod nedrykningsfinalen mod Ungarn på lørdag, hvor vi forventer en rigtig flot kulisse med mange tilskuere og trommer på lægterne, lyder det fra landstræneren.