Det danske U18-landshold er i disse timer på vej til Slovakiet og Michalovce, hvor det gælder firenationers-turneringen i de kommende dage. Modstanderne er Slovakiet, Hviderusland og Tyskland, og det bliver en hård opgave for U18’erne, der ledes af Erik Petersen med Mike Grey og Mikkel Ry Nielsen som assisterende trænere.

I første omgang er holdet i gang med en rejsedag, der begyndte i København i morges og går med fly over polske Krakow og derefter med fem timer i bus til Michalovce. En god, lang omgang, der betyder, at der blot bliver tid til et holdmøde i aften.

I morgen kan Erik Petersen til gengæld byde spillerne på et par istræninger.

– Vi glæder os til at genopfriske systemerne og vores playbooks fra vores kampe mod Frankrig i august. Der er nye spillere, der lige skal spilles ind, og så skal vi prøve at finde kemien mellem spillerne og få sat vores powerplay-formationer sammen i morgen. Det er klart, at vi ikke skal til “at opfinde hjulet” igen, men bygge videre på fundamentet, lyder det fra Erik Petersen.

– Spillerne skal lære at spille internationalt, og det kan lyde som en kliché, men vi skal simpelthen forsøge at holde hovederne kolde i 60 minutter og undgå de fem minutters udfald, der ofte kan koste en hel kamp, siger Petersen.

Danmark spiller efter følgende program i Michalovce:
U18-landsholdet – firenationers i Michalovce, Slovakiet: 
8. november 14:30: Hviderusland-Danmark
8. november 18:00: Tyskland-Slovakiet
9. november 14:30: Tyskland-Hviderusland
9. november 18:00: Danmark-Slovakiet
10. november 10:30: Danmark-Tyskland
10. november 14:00: Slovakiet-Hviderusland